Øen hvor tiden står stille

Der, hvor Chile holder op, begynder Chiloé – landets og Sydamerikas næststørste ø på 8.394 km². Øen forbindes til fastlandet via færger, der krydser Chacao-kanalen og bringer besøgende til en verden, der føles helt anderledes end resten af Chile.

Befolkningen på Chiloé har dybe rødder i den oprindelige indianske kultur, som siden blev blandet med de spanske erobreres og jesuitternes indflydelse. Missionærerne byggede hundredevis af trækirker for at bringe kristendommen til øen – mange af dem står stadig i dag og er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste for deres unikke arkitektur og kulturhistoriske betydning.

Men Chiloé handler ikke kun om kirker. Her finder man farverige markeder fyldt med frisk fisk og skaldyr, grøntsager fra den frugtbare jord og håndvævede tekstiler af uld. Kulturen er gennemsyret af både havets rytme og landbrugets traditioner, hvilket giver øen sin helt særlige identitet.

Øens hovedstad er Ancud, grundlagt i 1769, men den smukkeste og mest karakteristiske by er uden tvivl Castro. Beliggende ved en stille fjord er byen kendt for sine palafitos – farverige huse bygget på pæle direkte ud i vandet. Castro er desuden et ideelt udgangspunkt for at udforske Chiloés mange små landsbyer og øer, hvor livet stadig leves i et roligere tempo.