Om rejsen
Tag med på en aktiv rejse til Colombia, hvor I både oplever Stillehavskysten, den Caribiske kyst, jungle, storbyer og hyggelige pueblos. Rejsen starter i Bogotá, Colombias pulserende hovedstad. Her tager I først på en cykeltur rundt i byens gader, og dagen efter venter en dagstur til den fantastiske nationalpark Chin Gaza.
Næste destination er Barichara, hvor I besøger en kaffefarm, udforsker byens brostensbelagte gader og går den smukke vandrerute til den nærliggende landsby Guane. Herfra flyver I videre med indenrigsfly til Medellín, byen med det evige forår. En lokal guide viser jer rundt og fortæller om den imponerende transformation, byen har gennemgået de seneste årtier.
På vestkysten indlogeres I på en lodge omgivet af frodig jungle og med direkte adgang til Stillehavskysten. Dagene kan bruges på trekking til vandfald og guidede ture gennem junglen. Alle måltider serveres på lodgen.
Herefter bytter I Stillehavskysten ud med den caribiske kyst, hvor første stop er Santa Marta. Efter en enkelt nat bliver I hentet af en guide, som tager jer med på et af turens store højdepunkter: et firedages trek til tempelbyen Teyuna, bedre kendt som Ciudad Perdida. Efter vandringen fortsætter I til en stemningsfuld lodge ved den smukke Tayrona Nationalpark, hvor I kan hvile benene og nyde de tropiske omgivelser.
Denne rejse har mere fokus på at være aktiv end på afslapning. Ønsker I flere stranddage til sidst, kan det naturligvis arrangeres. Det kunne for eksempel være på en af de skønne caribiske øer, hvor azurblåt hav og rolig atmosfære garanterer total afslapning.