Omkring 10 km fra havet og næsten midtvejs mellem Port Elizabeth og Cape Town, ligger byen George for foden af Outeniqua Mountains. Byen er hurtigt ved at markere sig som en af Sydafrikas bedste golfdestinationer med tre golfbaner i Sydafrikas Top 10. Bedst kendt er Fancourt Golf Estate, hvis 18-hullers golfbane er designet af Gary Player. Er man ikke ”golfer” og har fået nok af eksklusive spa-behandlinger, kan man fra George tage til Oudtshoorn og de fascinerende Cango Caves, nyde naturen i Wilderness Nationalpark, eller tage det nostalgiske damptog Outeniqua Choo-Tjoe, der kører via Victoria Bay, Wilderness, Sedgefield og Goukamma til Knysna - en smuk tur på 2½ time.