Rejser til Filippinerne
Tropeøer, svajende palmer, dybblåt havvand, en lun brise og en varm og gæstfri befolkning. Det lyder næsten som et jordisk paradis - og det er heller ikke langt fra sandheden. Filippinerne er et fantastisk rejsemål, selvom det langtfra er danskernes fortrukne feriemål i Fjernøsten. Landet har altid været omspundet af myter om kriminalitet - et østens Columbia - men faktum er et helt andet. Landet byder på rig og afvekslende natur, der spænder over regnskov, forrevne bjerglandskaber, opdyrket lavland og rygende vulkaner. Størstedelen af befolkningen er bosat i lavlandet, men i de fjerntliggende egne lever de farverige etniske minoriteter. Fælles for dem alle er en sjælden og oprigtig gæstfrihed.