Rejser til Fiji
En rejse til Fiji er en rejse til et sandt tropeparadis. De kridhvide sandstrande er flankeret af palmetræer, og fra en liggestol under palmernes skygge har man udsigt til det klareste blå hav og de farverige koraller under havoverfladen.
Man behøver dog ikke være bange for at komme til at kede sig på en rejse til Fiji - heller ikke selvom man ikke gider ligge på stranden hele dagen. Øriget er det land i Stillehavet, som har den bredeste sammensætning af etniske grupper blandt befolkningen på cirka 900.000 indbyggere. Så her er rige muligheder for at stifte bekendtskab med en række forskellige kulturer. Det sætter naturligvis sit præg på det lokale køkken, som er en skøn blanding af alt godt fra havet "spicet" op med krydderier fra alle verdenshjørner.
Man rejser sjældent så langt uden at besøge andre rejsemål i området. Det er oplagt at kombinere Australien, New Zealand og Fiji eller Fiji øerne og Salamonøerne.