FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

25 dage / 24 nætter | Priser fra: kr. 22.440,00 pr. person Få et tilbud på rejsen

New Zealand - langt fra alfarvej, New Zealand

Rejsen her er for de eventyrlystne. Den er for jer, som vil se alle New Zealands højdepunkter, men som foretrækker at køre en anden vej end alle de andre turister. Her er vild, øde og uberørt natur med dybe dale, høje bjerge, klare søer. I kommer forbi kendte områder som Rotorua, Wellington og Queenstown, men I kommer også til mindre kendte steder som Mount Taranaki, Catlins og Stewart Island. Som prikken over i'et venter også en overnatningstur på Doubtful Sound.

I kører i en 4-hjulstrækker - og det er nødvendigt, da enkelte stræk er på grusveje, og I indimellem er nødt til at krydse en bæk eller to. Hele ruten er nøje tilrettelagt, og I får en detaljeret rutebeskrivelse, så I nemt kan finde vej, selvom I er langt væk fra alfarvej. Alle overnatninger er også booket til jer, så I blot skal koncentrere jer om den flotte natur.

Det er muligt at forlænge turen og evt. lægge lidt flere overnatninger ind, såfremt I har lyst til det.

Dag 1: Ankomst til Auckland og transport til jeres hotel
Ved ankomsten til Auckland bliver I modtaget af vores lokale agent og kørt til jeres hotel. I har en enkelt overnatning i Auckland, som er New Zealands største by.

Dag 2: Afhentning af lejebil og kørsel fra Auckland - Coromandel Peninsula
Fra morgenstunden samler I en lejebil op og sætter kursen mod Coromandel halvøen. Ved Hot Water Beach kan I grave jeres eget badekar i sandet. Man kan leje skovle på et par af de lokale cafeer. Fra Hahei Beach er vandreturen til Cathedral Cove et absolut "must". Det er muligvis et af de mest fotograferede billeder fra New Zealand, man kan få af klippen her. Der er flere ture at vælge imellem, og man kan også leje en kajak og sejle hertil. I overnatter i den lille by, Tairua, hvor en kort vandretur til toppen af Mount Paku giver en flot udsigt over området.

Dag 3: Kørsel fra Coromandel Peninsula til det termiske centrum Rotorua
I kører sydpå langs den østlige kyst på nordøen. Ved Te Puke kommer I igennem store kiwiplantager. Gør et stop ved besøgscenteret og lær mere om New Zealands nationalfrugt. Ud på eftermiddagen ankommer I til Rotorua. Byen er centrum for termisk aktivitet og for Maori kultur. I har en enkelt overnatning i Rotorua. Byen byder på en række forskellige kulturelle Maorishows, hvoraf mange inkluderer en "hangi-middag", som er en traditionel Maorimiddag tilberedt i den varme undergrund.

Dag 4: Kørsel fra Rotorua til Bay of Plenty - mulighed for sejltur til White Island
Dagens køretur idag er ikke så lang. I kan vælge at bruge formiddagen i Rotorua, eller I kan tage tidligt afsted og ankomme ved Whakatane i tide til en sejltur til den aktive vulkan på White Island. Her er kogende mudder, flydende lava og alt, hvad der ellers forventes af en aktiv vulkan! Natten tilbringes ved Ohope Beach, som måske er en af New Zealands bedste strande.

Dag 5: Kørsel fra Ohope Beach til Gisborne
Idag venter en lidt længere køretur, hvis I kører hele vejen rundt om East Cape på vejen mod Gisborne. I kan vælge at tage den nemme tur på tværs af halvøen, men vi anbefaler, at I tager den lange tur rundt. Brug hele dagen på turen og lav mange stops undervejs. I Te Arora kan I lære mere om den helbredende manuka-olie, og i Tikitiki bør I besøge den smukt Maori-udskårne St. Mary's Church. Hop i de varme kilder ved Te Puia og gå en tur ud på New Zealands længste mole ved Tolaga Bay. Natten tilbringes i Gisborne, som praler af at være den første by i verden, der ser en ny dags sol (det er dog kun til dels sandt, men pyt med det - solopgangen er smuk!).

Dag 6: Kørsel fra Gisborne via de store fårefarme til Tongariro National Park
Napier er New Zealands Art Deco-hovedstad. Byen blev jævnet med jorden ved et jordskælv i 1931 og blev genopbygget i tidens populære Art Deo-stil. Napier er desuden knudepunkt for eksport af uld, lam, frugt og naturligvis vin fra de mange vinmarker her omkring Hawkes Bay. På dagens køretur fra Napier til Tongariro vil I se, hvorfor Napier er centrum for udskibning af uld - turen går gennem en af de største fårefarme i landet. Målet idag er den lille by Ohakune, som ligger lige udenfor Tongarori National Park.

Dag 7: Kørsel fra Tongariro National Park via Forgotte World Highway til New Plymouth
Vi foreslår, at I står tidligt op, så I kan nå at køre ind i nationalparken. New Zealands mest populære endagsvandretur findes her. Hvis I gerne vil på denne vandretur, kan I vælge at forlænge rejsen med en ekstra nat i Okahune (tillæg - bestilles hjemmefra). Køreturen idag er ikke så lang rent km-mæssigt, men turen tager alligevel det meste af dagen. I kører vest om Tongariro National Park til I kommer til State Highway 43. Det er en fantastisk flot køretur langs "Forgotten World Highway," som strækningen også kaldes. I kører over bjergtoppe, langs floder og gennem tunneller, som alt sammen bærer præg af, at vejen her er grundlagt på trods af naturen og ikke på grund af.... Målet idag er New Plymouth, som er adgangsvejen til Taranaki National Park. Herude vil I ikke møde ret mange andre turister!

Dag 8: Fridag til oplevelser i Taranaki National Park
Dagen bruges ved New Plymouth og Mount Taranaki. New Plymouth er kendt for sine mange smukke parker. Men hovedattraktionen er den perfekt formede Mount Taranaki med sine grønne bjergsider og snedækkede top. Tag en gåtur i området - det lokale i-SITE kan hjælpe jer med gode forslag til ruter. De smukke strande er populære blandt surfere, så en gåtur på stranden med udsigt til vovehalsene er bestemt også anbefalelsesværdigt.

Dag 9: Kørsel fra Mount Taranaki til Wellington - mulighed for besøg på Te Papa
I følger kysten fra New Plymouth til Whanganui. Her krydser I New Zealands længste navigerbare flod, Whanganui River, som I måske også fik et glimt af i Tongariro. Prøv, om I kan nå til Wellington, så I har eftermiddagen til at besøge det fantastiske Te Papa museum.

Dag 10: Færgeoverfart fra Wellington til Picton og kørsel til Abel Tasman National Park
Dagen begynder med færgeoverfarten mellem nord- og sydøen. Det er en smuk tur - især det sidste stykke ind gennem Marlborough Sounds. Fra Picton kører I mod Nelson, hvor I forhåbentlig har solskin og tid til en gåtur blandt byens mange kunsthåndværkbutikker. Natten tilbringes ved Abel Tasman National Park, så I er klar til at udforske den i morgen.

Dag 11: Fridag til oplevelser i Abel Tasman National Park
Selvom nationalparken her - helt mod nord på sydøen - er New Zealands mindste, er den alligevel en af landets smukkeste nationalparker. Dagen er fri til selv at tage på opdagelse. I kan leje en kajak, tage på vandreture eller tage med en vand-taxa ud til en af de fjerne bugter og så gå tilbage. Det er nemt at gøre på egen hånd, men I kan også vælge at tilkøbe en guidet tur.

Dag 12: Kørsel fra Abel Tasman til Hanmer Springs via Nelson Lakes National Park
Fra Abel Tasman kører I mod syd til Nelson Lakes National Park. I får brug for 4-hjulstrækket på bilen her, for undervejs skal I krydse et par mindre vandløb. I det hele taget mærker I nu for alvor, hvor isolerede nogle områder i New Zealand er! En del af dagens køretur foregår på grusveje, inden I når frem til civilisationen igen i Hanmer Springs. Nyd aftenen i en af de mange varme kilder i Hanmer.

Dag 13: Kørsel fra Hanmer Springs til Kaikoura - mulighed for hvalsafari
Kaikoura er New Zealands hvalhovedstad. Der er flere daglige hvalsafarier herfra. I Kaikoura er det også muligt at komme på tur med en lokal maoriguide. Disse ture er rigtig spændende, og en del mindre turistede end maoriturene i Rotorua. Hvis I kører tidligt fra Hanmer Springs, kan I endda nå begge ture. Begge dele bør reserveres i god tid - enten hjemmefra eller via et af New Zealands mange i-SITE's.

Dag 14: Kørsel fra Kaikoura over Cantebury Plains til Mt Hutt
I kører sydpå langs kysten. Nord for Christhchurch kører I ind i landet og hen over de store landsbrugsområder ved Canterbury Plains. I overnatter ved foden af Southern Alps.

Dag 15: Kørsel fra Mt Hutt til historiske Kurow
Synet af Lake Tekapos turkise vand tager pusten fra de fleste. Nyd også det fantastiske syn af New Zealands højeste bjerg, Mount Cook, som ligger for enden af Lake Pukaki, inden I ved Omarama forlader den turistede vej mod Queenstown og istedet kører gennem et øde område på vej mod Kurow. I overnatter på et historisk B&B, som i 1800-tallet fungerede som stoppested for guldgravere på vej til de store guldminer i dette område.

Dag 16: Kørsel fra Kurow via de store guldminområder til Dunedin
Via Danseys Pass kommer I forbi nogle af områdets historiske guldmineområder. Byen Naseby er idag nærmest et levende museum, men tilbage i 1800-tallet boede her i perioder helt op til 4000 mennesker. Moeraki Boulders er også et stop værd. Det ligner nærmest, at nogen med rund hånd har strøet fint formede, runde stenkugler over hele stranden. Natten tilbringes i Dunedin, som siges at være den mest skotske by udenfor Skotland.

Dag 17: Kørsel fra Dunedin til Bluff og færgeoverfart til Stewart Island
Igen idag kører I gennem øde og fantastisk smukke naturområder. De sidste veje i Catlins blev asfalteret for ganske få år siden og gjorde derved områdets enestående natur lettere tilgængelig. Her er gyldne sandstrande, mørkegrønne regnskove og brusende vandfald. Besøg både den 160 mio. år gamle forstenede skov og nyd udsigten fra Nugget Point. Ved Bluff, som er det sydligste punkt på sydøen, stiller I bilen og tager færgen til Stewart Island.

Dag 18: Fridag til oplevelser på Stewart Island
Stewart Island er, som hele NZ var, før masseturismens indtog. Dagen bruges på øen. Rakiura National Park dækker godt 85% af Stewart Island og byder på rige muligheder for vandreture. Tag et vandtaxi til Ulva Island, som har et rigt fugleliv. Længere ude i de fjerne bugter, kan man besøge forladte hvalfangerstationer, der stadig bærer tydeligt præg af tidligere tiders enorme hvalekspeditioner, som udgik herfra.

Dag 19: Færgeoverfart fra Stewart Island til Bluff og kørsel til Te Anau
I tager færgen tilbage til Bluff, hvor jeres bil står klar. Kør via Southern Scenic Highway mod Fiordland National Park. Det er ganske simpelt betagende at køre fra det flade landskab og hen mod de høje bjerge. Undervejs kan I stoppe ved New Zealands ældste hængebro - den ligger ved Clifden. I kører forbi Lake Manapouri mod Te Anau, hvor I overnatter.

Dag 20: Overnight cruise på Doubtful Sound
En af de allerstørste oplevelser i New Zealand er - efter vores mening - en overnatningstur på Doubtful Sound. Efter mange dage på landevejen vil I helt sikkert nyde turen, da I nu blot skal læne jer tilbage og lade naturen komme til jer. Og hvilken natur. Stejle klipper - overgroet med mos - rejser sig lodret op af den dybe fjord. Vandfald vælter ud over bjergsiderne og alle steder, kan man både se og høre vand, der pibler frem mellem sprækkerne. For at nå frem til denne skønhed, skal I dog først sejle tværs over New Zealands dybeste sø, Lake Manapouri. Her venter en bus, som kører jer over bjergpasset og ned til fjorden, hvor skibet venter. Mens I finder jer til rette i jeres egen kahyt, lægger skibet fra kaj. Turen ud gennem fjorden er ganske simpel spektakulær. Ofte får skibet følge af legesyge delfiner, og selvom det regner (hvilket det ofte gør) er der næsten aldrig nogen, som ikke står bjergtaget på dækket, mens kaptajnen øvet navigerer helt tæt på bjergsiderne, så sprøjtene fra vandfaldene kan blande sig med regndråberne. Da Doubtful Sound ligger så isoleret, kommer her ikke mange dagsturister, og de få, der kommer, tager tilbage til Manapouri før mørkets frembrud. Men ikke jer. Før solnedgang finder kaptajnen en stille bugt, hvor I ligger for anker, mens mørket og stilheden langsomt sænker sig over fjorden. Nyd en drink før middagen - og gør jer selv den tjeneste at gå en tur på dækket, inden I går i seng. Bortset fra vandfaldene, der plasker, er stilheden næsten øredøvende og mørket mørkere, end I nogensinde har set.

Dag 21: Overnight cruise på Doubtful Sound - herefter kørsel til Queenstown
I har sikkert lyst til at sove længe og bare nyde skibets blide vuggen. Men stå imod - og stå op i tide til at nyde solopgangen, mens I stadig har hele fjorden for jer selv. Efter morgenmaden sejler kaptajnen tilbage til kajen, og I tager turen retur over passet og søen. Spis evt. frokost i Te Anau, inden I kører til Queensland - som er en ganske anden oplevelse end Doubtful Sound. Her kan I få et adrenalin-kick af den anden verden! Er I ikke til hverken bungy jump, jetboating eller zorbing, kan I også bare slentre rundt i den smukt beliggende og meget hyggelige by, drikke en god kop kaffe og kigge på de mange forskellige typer af mennesker, der bliver tiltrukket af en by som denne.

Dag 22: Kørsel fra Queenstown over Haastpasset til Franz Josef
Tag "bagvejen" fra Queenstown til Wanaka - via Crown Range og Cardrona. I kører forbi Lake Wanaka mod Mount Aspiring National Park og Haast Passet. Stop evt. før passet ved Blue Pools Walk og gå en tur over hængebroen. Når I krydser Haast passet ændrer landskabet sig dramatisk. Fra et brunt og til dels fladt landskab, kommer I til grønne, frodige omgivelser. Her på vestkysten falder der nogle steder op til 8 meter regn om året! Her er kæmpe store bregner, vandfald og mos på de mest utrolige steder. De høje bjerge på Sydøen, og de regnfulde storme, der kommer ind fra havet, gør, at der falder rigtig meget sne på bjergtoppene - op mod 20-30 meter om året. Al den sne bliver til kæmpe gletsjere, og de er nemt tilgængelige, da de helt unikt "flyder" næsten ned til havet og ender midt i regnskoven. En af disse gletsjere er Franz Josef. I overnatter i den lille by, som ligger lige ved gletsjeren.

Dag 23: Mulighed for gletsjervandring - kørsel langs den smukke vestkyst fra Franz Josef til Greymouth
Dagens køretur er ikke så lang. Det betyder, at I fra morgenstunden har mulighed for at tage på en guidet tur på gletsjeren. Hvorvidt turene afgår afhænger helt af vejret, som er meget omskifteligt. Hvis ikke vejret er til gletsjervandring er der heldigvis mange andre ting at tage sig til på dagens køretur. Alene udsigten fortjener en god del af jeres opmærksomhed. Lav masser af stops, så chaufføren også får tid til at nyde det hele.

Dag 24: Mulighed for besøg ved Pancage Rock. Herefter kørsel via Arthur's Pass til Christchurch
Nord for Greymouth ligger "Pancage Rocks", og hvis I vil, kan I godt nå at køre herop, inden I sætter kursen stik øst over Arthur's Pass med retning mod Christchurch. Turen sidste nat tilbringes i Chrirchurch.

Dag 25: Afrejse Christchurch
I afleverer bilen i lufthavnen og påbegynder hjemrejsen.

Få et uforpligtende tilbud på rejsen, send os en e-mail på info@jesperhannibal.dk eller ring til vores rejsespecialister på 70 270 370.

Du kan også tilføje rejsen til din ønskeliste - du trykker blot på det lille hjerte i øverste højre hjørne af billedet.

Priser fra:kr. 22.440,00 pr. person
Varighed:25 dage / 24 nætter
Inkluderet:* Alle overnatninger (turistklassehoteller)
* Billeje inkl. basisforsikring
* Modtagelse i lufthavnen og transport til hotellet i Auckland
* Omfattende rejseplan med rutebeskrivelse, dag-til-dag-program, kort osv.
* Færgeoverfart mellem nord- og sydøen
* Overnatningscruise på Doubtful Sound inkl. middag og morgenmad
* Færgeoverfart fra Bluff til Stewart Island t/r

Bemærk: prisen er baseret på to personer i delt dobbeltværelse
Ikke inkluderet:* Oversøiske fly
* Ikke nævnte måltider og drikkevarer
* Ekstra bilforsikring
* Drikkepenge

Bemærk, at flybilletter IKKE er inkluderet i priserne, men vi laver naturligvis også gerne fly til jer!

I dag ændrer priserne på flybilletter sig næsten dagligt - kampagner med priser helt i bund kommer og går, afgifter stiger og sæsoner ændres. Mange rejsende har deres egne præferencer, f.eks. indenfor en bestemt flyalliance pga. bonuspoint. Andre vil "bare have det billigste" og atter andre vil gerne flyve lidt mere komfortabelt. Der er mange faktorer, der spiller ind, og derfor har vi ikke inkluderet fly i rejseforslaget her. Vi lytter til jeres ønsker og kommer med det bedste oplæg på lige netop jeres rejse.

Vi tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl. 

Med mindre andet er anført, er fraprisen beregnet på afrejse i lavsæson og på to personer i delt dobbeltværelse. Kontakt os og hør nærmere om prisen på dit ønskede afrejsetidspunkt. 

Husk, at alle vores rejser er skræddersyede. Vi tilrettelægger din rejse, så den passer til dine ønsker og behov.