Loading…

Vandretur i Viñalesdalen, Rejseartikler

Den smukke Viñalesdal befinder sig i den vestlige del af Cuba. Dalen byder på storslået natur, cigarer i verdensklasse og et indblik i en cubansk levevis, som byerne ikke tilbyder. Kom med til en del af øen, hvor tiden stadig står stille.  

Af Troels Brunsgaard Pedersen

”Parecen bien preparadas” (I ser velforberedte ud), siger vores lokale guide Fernando. Han er selv iført lange cowboybukser, en trøje, der vist engang var hvid, og et par solide gummistøvler. I vores sportsshorts og t- shirts med tilhørende løbesko og vandrerygsæk joker vi lidt med, om det er den samme tur, vi er forberedt til. Men det mener Fernando nu nok, at det er.

 

Vi har igennem vores Casa Particular, der dækker over privat indlogering i cubanernes egne hjem, fået arrangeret en dagsudflugt rundt i Viñalesdalen. Viñalesdalen befinder sig omtrent tre timers kørsel vest for Havana i et frodigt område nord for byen Pinar Del Rio. Vi har tilbragt natten hos en lille familie i landbyen Viñales, og det er herfra vi starter vores hike en tidlig morgen.

 

Mætte efter et klassisk Casa Particularmåltid bestående af brød, æg, eksotiske frugter og den kraftige cubanske kaffe begiver vi os ud i det imponerende landskab, der domineres af pukkelformede kalkstensbjerge, som skyder op mellem grønne tobaksmarker, bananpalmer og papayatræer.

 

Selvom vi ikke befinder os i de berømte Sierra Maestra bjerge, hvorfra Fidel Castro og Che Guevara ledte deres oprør mod den cubanske dikator Fulgencio Batista i slutningen af 1950’erne, så kan vi ikke undgå at føle, at vi er blevet ført tilbage i tiden. Som vi begiver os igennem dalen, støder vi på de lokale bønder, der synes at have tilpasset tempoet til varmen og til livet. Tålmodigt animerer de deres okser til at trække ploven igennem den rødmuldede jord, men stopper gerne op og løfter på deres stråhat som hilsen til os.

 Cigaren er for Cuba, hvad vinen er for Frankrig

Efter et par timers vandring gør vi stop hos Fernandos ven Paulo, der er tobaksbonde. Han dyrker jorden, som hans far dyrkede den før ham, og det simple liv synes at passe ham godt. Med et bredt smil spørger han retorisk: ”Hvem kan stå op til en udsigt som denne hver morgen?” Mens han viser os sin lille lade, hvor de bundtede tobaksblade hænger til tørre, tilbyder han os en håndrullet cigar. Selvom ingen af os kan betegnes som den store cigarafficionado, føler vi os overbeviste om, at de to tidligere nævnte revolutionære ville have værdsat cigaren i deres levetid.

I Pinar Del Rio provinsen, hvor vi befinder os, høstes størstedelen af de blade, der bliver rullet til kendte cigarmærker såsom Cohiba, Montecristo og Romeo y Julieta. Cigarerne er afgørende for den cubanske økonomi. Derfor tager den slunkne statskasse også størstedelen af profitten. Ikke desto mindre kan Paulo godt få sit landbrug til at løbe rundt, fortæller han. Især efter turisterne er kommet, og det er blevet lettere at sælge de dyrebare cigarer.

En ubekymret levevis

En smule omtågede af den kraftige tobak forlader vi laden og bliver ledt videre mod en drypstenshule. Her møder vi de næste cubanere, der også er glade for turisterne. Denne gang er det et par unge knægte, der kækt foreslår at give os en lille rundvisning i hulen for et par dollars. Vi takker pænt ja og bliver vist dybt ind i hulen til en lille pool, hvor vi kan tage en dukkert, der så småt vækker os fra cigarrusen.

 

Da vi kommer ud fra grotten står solen højt på himlen, og vi spørger Fernando, om vi mon kan forvente et stort regnvejr som de foregående dage. Han trækker let på skuldrene og siger: ”Måske, måske ikke – kommer det, så kommer det”. Fernandos svar passer meget godt til den cubanske levemåde, der er svær ikke at holde af, fordi den er så ubekymret og rolig.

 

Det næste stop bliver ved et mindre kaffekollektiv, hvor vi kan hvile benene, drikke en kop frisk kaffe eller nyde en mojito mixet på den populære cubanske rom. Også her må vi sande, at den teknologiske udvikling ikke har fulgt med alle steder på Cuba. Ejeren forklarer nemlig, at deres mest komplicerede maskine er den hånddrevne kaffemølle, der netop har malet bønnerne til vores kaffe.

 

På hjemturen sætter vores guide et tempo, der synes uvant for cubanerne, og hans detaljerede fortællinger og forklaringer bliver afløst af prusten og stønnen. Solen bager stadig, og vi er taknemmelige for ikke at skulle bære de store gummistøvler, Fernando har medbragt. Fyldte af indtryk og udmattede efter en lang dag kommer vi tilbage til byen, hvor vi tager afsked med vores guide. Han foreslår med et smil, at vi skynder os tilbage til vores Casa Particular, så vi ikke gør familien urolige. Kort inden vi når hoveddøren, begynder det at dryppe, og fem minutter efter rammer et regnvejr, der ville få dækslerne til at løfte sig i Danmark. Når alt kommer til alt, er cubanerne måske ikke så ubekymrede alligevel.