Loading…

USA's 10 bedste nationalparker - ifølge os, Rejseartikler

USA byder på et væld af store naturoplevelser i landets mange nationalparker. Fra høje bjerge og tætte skove til dybe søer og kælvende gletsjere. Men hvilke nationalparker er USAs bedste? Det giver vi her vores bud på. 

Af Troels Brunsgaard Pedersen

Yosemite National Park

I det centrale Californien ligger en af USA's og verdens mest imponerende nationalparker – Yosemite. Parken, der er Unesco verdensarv, byder på enorme vandfald, hvor vandet står i kaskader ned af de høje granitklipper, oldgamle kæmpe sequoia-træer og frodige dale. Det er svært at undgå at blive imponeret af naturens storhed, når man fra Glacier Point nyder udsigten over Yosemite-dalen. I vinterperioden lukkes en stor del af parkens vejnet ned på grund af sne.

 

Bryce National Park

Bryce er kendt for sine verdensberømte klippespir, der lyser op i rødlige farver. Spirene, der kaldes Hoodoos, har dannet formationer, der kan minde om naturens amfiteater eller sandstensslotte – i lidt større udgave end dem, vi kender fra stranden. Landskabet i Bryce er med andre ord et af de mest specielle på vores planet. I parken er der en række fantastiske udkigspunkter, hvorfra man kan nyde solopgangen eller solnedgangen. Stier snor sig ned igennem amfiteatret af klippespir til det sandede landskab.

 

Grand Canyon National Park

Grand Canyons dybe kløfter er en sand USA-rejse-klassiker. Selvom man har set billederne af de rødlige kløfter i Arizona, er det en helt speciel oplevelse at nyde solnedgangen over ikoniske Grand Canyon. Gennem millioner af år har Colorado-floden gravet sig ned i bjerggrunden og dannet de stejle skrænter. Sørg for at have tid til at vandre ned i kløften – og medbring godt med mad og drikke. Her kan blive umådeligt varmt over sommeren.

 

 

 

Yellowstone National Park

Yellowtones varme kilder, mudderpøle og spyende gejsere gjorde i 1872 området til den første nationalpark i USA. Et af parkens mest populære steder er gejseren Old Faithful, der trofast springer hver halvanden time. Upper Geyser Basin, hvor Old Faithful ligger, har cirka 25 procent af verdens gejsere, og her er et væld af gode stier, der fører rundt mellem gejserne. Man må dog heller ikke glemme et besøg ved den ikoniske varme kilde, Grand Prismatic Spring, hvis farverige udtryk har gjort det til en yndling for fotografer.

 

Everglades National Park

Everglades har hverken høje bjerge eller dybe kløfter – til gengæld har parken sump så langt øjet rækker. I udgangspunktet lyder en stor sump måske ikke som et oplagt rejsemål, men man må endelig ikke lade sig snyde. Plante- og dyrelivet er helt specielt. Særligt er Everglades population af alligatorer unik. Der er anlagt fantastiske naturstier gennem parken, og man bør ikke snyde sig selv for en tur med sumpbåd gennem Everglades.

 

Glacier National Park

På grænsen til Canada i Montana ligger Glacier National Park. Parken byder på gletsjere, glitrende søer og høje bjergtoppe. Den berømte Going-to-the-Sun Road går igennem parken, og som besøgende er det et must at tilbagelægge en del af den sceniske rute. Er man til vandring, er parken også det perfekte rejsemål. Der er nemlig over 1100 kilometer vandrestier, der løber gennem dale, skove, tundra og forbi vandfald, søer og bjergtinder.

 

 

Great Smokey Mountains National Park

Great Smokey Mountains er den mest besøgte nationalpark i USA – og det er der god grund til. Brølende vandfald, vidtstrakte skove, farverige vildtblomster, livlige sortbjørne og hyggelige historiske huse og kirker kan alt sammen findes i nationalparken. Her på grænsen mellem North Carolina og Tennesse kan man både nyde smukke køreture og fantastiske vandreture i naturen.

 

Acadia National Park

I New England staten Maine, helt ud til Atlanterhavet, ligger den imponerende nationalpark Acadia. Acadia er snedækkede bjergtoppe, sten- & klippekyster og skov, der i efteråret dækkes af grønne, gule, orange og røde farver. Parken er langt nordpå, og derfor er det dyr såsom elge, bævere, virginiahjorte, losse og sortbjørne, der bebor Acadia.

                            

Kenai Fjords National Park

Et væld af enorme gletsjere danner baggrund for den underskønne Kenai Fjords National Park. Parken gemmer også på et spændende dyreliv – for eksempel pukkelhvaler, ørne og søløver. En oplagt måde at opleve parken er via et cruise, der afgår fra Seward. Herfra sejler man igennem det isfyldte vand med udsigt til bjerge, gletsjere og skov. Naturen er barsk, men helt ubegribelig smuk.

 

Hawaii Volcanoes National Park

Fra is til ild. Hawaii Volcanos National Park gemmer nemlig på to af verdens mest aktive vulkaner Kilauea og Mauna Loa. Sidstnævnte er over 4000 meter høj. Efter flere hundredtusinder års vulkansk aktivitet er parken fyldt med unikke økosystemer. Størknet lava og vulkansk aske er spredt over nationalparken og er en del af et landskab hvis lige, man ikke finder mange steder på jorden.