I USA kan man køre til Danmark, Sverige, Norge og Finland på 20 minutter., Rejseartikler

De fleste har hørt om den danske enklave Solvang i Californien, hvor danske efterkommere har slået sig ned og man forsøger at holde danske traditioner, sprog og rugbrød i hævd.

Det er ikke det eneste danske og skandinaviske islæt, der er i USA. Begiver man sig længere ud end hvor kragerne vender i bomuldsstaten South Carolina, så havner man i Bamberg County, som ikke er kendt for noget som helst, udover at være det fjerde mindst befolkede amt i South Carolina.

Men der findes fire steder i Bamberg County, som skiller sig lidt ud for os danskere. Det er Denmark, Sweden, Norway og Finland, som ligger som perler på en snor inden for 15 km fra hinanden. Det tager kun 20 minutter at køre igennem alle fire steder. 

Rejsende på rute US-321, som skærer gennem alle tre steder undtagen Finland, må undre sig. Man vil nok forvente at skandinaviske bosættere må være flyttet hertil i store flokke og medbragt indfødte skikke, tro og en vis mængde hjemve - deraf de udenlandske navne.

Så nemt skal det ikke være. Det var The Grand American Railroad, ikke norske mejerister eller svenske håndværkere, som er ansvarlig for skabelsen af ​​"Little Scandanavia".

Besøger man stederne, så vær parat til at blive undervældet og pas på at man ikke blinker for tit, for så risikerer man at overse, at man kom her forbi.

Denmark, South Carolina

Denmark er en lille by i et gadekryds med 3.538, primært sorte, indbyggere, hvilket stadig er nok til at gøre den til den næststørste by i Bamberg County.

Men selv de mindste steder gemmer på historier af guld, hvis man har øjne og ører åbne. Taler man med de lokale, vil man måske få at vide, at det allerførste transkontinentale telefonopkald blev foretaget her i 1915 i bygningen, som nu huser fine antikviteter i The Caroline Collection. Du kan få at vide, at den lokale Dollar Store stadig er i drift komplet med sliktæller og ismaskine. Hvis man spørger sig for, vil man høre om det lækre bagværk i Nelsons Wee Bake bageri, isenkram- og gavebutikken, der har alt fra hamre til fint porcelæn og den smukke offentlige golfbane ved Crestwood Golf Club. Man vil også lære, at Danmark er hjemsted for Denmark Technical College, som nok ikke skal forvekles med DTU i Lyngby. Og man vil helt sikkert høre, at Danmark er hjembyen for deres egen landskendte Morten Koch kunster, Jim Harrison, der har specialiseret sig i landlige scener fra Amerika og udstiller i sit galleri.

Det er også tydeligt at religion spiller en stor rolle i lokalsamfundet, for der er over 10 kirker dedikeret til forskellige kristne trosretninger. Der er plads til både en McDonald’s og en Subway, som begge ligger på Heritage highway lige ved siden af købmandsbutikken PigglyWiggly, hvor man altid bliver modtaget med et bredt, venligt smil. Men hvis man skal spise lokalt, så drej ned ad Hagood avenue og spis på Southern Soul, hvor maden er ’finger licking good’.

Når man har set, hvad der er at se i Denmark, så kør videre nordpå ad hovedgaden US-321 ud af byen. Her tager man vejen mod nordøst ad Country Club Road (rute 70) til Finland.

Finland og Sweden, Sout Carolina

Finland er et vejkryds med et par huse på hver sin side. Den eneste grund til at køre denne vej at man kan sige at man har været i de fire skandinaviske lande på kort tid. Nå, men her drejer man så til venstre ad Char–Augusta Road til Sweden. Hvis man troede at Sweden var større end Finland, så bliver man skuffet. Det er også bare et vejkryds. I Sweden drejer man mod nord ad Carolina Highway (US-321) til Norway. Hele strækningen kan køres på under 20 minutter.

Norway, South Carolina

Norway er en endnu mindre flække med kun 337 indbyggere. Man opdager det næppe, men man har krydset amtsgrænsen og er nu i Orangeburg county, som er navngivet efter den hollandske prins William IV i 1730.

Der er ikke meget at lave i Norway, men er man blevet sulten så kan man få en helt autentisk amerikansk diner oplevelse på Gibson's Food Station.

Sådan fik Denmark, Sweden, Norway og Finland sine navne

Da jernbanen skar sig vej gennem landskabet i South Carolina, skød depotbyer op ved siden af. Jernbanebetjentene havde til opgave at navngive disse nye samfund, og de fulgte ofte et "tema" på tværs af flere depoter efter hinanden. For eksempel blev Pelion (20 km mod nord) navngivet til ære for et bjerg i græsk mytologi. Andre stoppesteder i nærheden hed Styx, Ossa, Makedonien og Thor. Denmark, Sweden, Norway og Finland havde en lignende start.

Danmark var det første af de fire, der blev navngivet, og nærmest ved en tilfældighed. I 1837 købte Charleston, Cincinnati og Louisville Canal & Railroad Co. 17 tænder land af Zachary Graham til en jernbanestation. Byen Grahams voksede op omkring stedet. Efter at Southbound Railroad blev forlænget fra Savannah til Columbia, omtalte indbyggerne den pågældende del af byen som "The Crossing" - jernbaneoverskærringen.

Senere købte Southbound Construction Company et jordstykke, og på den blev der anlagt en by med alléer parallelt med jernbanen. Grænsen omfattede både The Crossing og Grahams, og navnet på de to samfund blev ændret til "Denmark" til ære for Mr. Denmark, præsident for Southbound Construction Company.

Men jernbanefolkene fandt navnet forvirrende, da området omkring The Crossing var udpeget til jernbaneformål og kaldet "East Denmark". Der skete næsten en slagsmål da en vognmand undlod at angive "Øst" til sine medarbejdere, og som et resultat heraf ændrede jernbanen byens navn til "Sato" til ære for en Southern Railroad-embedsmand. "Sato" slog aldrig rigtigt an, selvom et samfund i Denmark kaldes "Sato" selv i dag. I 1895 blev byen formelt navngivet "Denmark", og det første bymøde blev afholdt den 3. september 1895.

Norway blev grundlagt, da der blev bygget spor fra Denmark i 1891. Beliggende imellem de to var stoppestedet, der senere blev kaldt "Sweden", som i dag er et vejkryds med et par huse på U.S. 321-vejen.

Norway havde fire navne i alt: Pruitt, Norway, Hix og Waynor. I begyndelsen flyttede en lokal godsejer ind på et stykke land, hvor jernbanen havde fortrinsret og begyndte at genere jerbanearbejderne. Der blev anlagt et par butikker. Hvorfor navnet "Pruitt" (nogle siger "Prewitt") blev valgt i de tidlige dage vides ikke. Men i 1892 besluttede postvæsenet ikke at kalde det nye postkontor "Pruitt", fordi det lød som navnet på en anden by i South Carolina. "Norway" blev i setdet valgt. Denmark var trods alt kun nogle få kilometer væk.

Endnu en gang voldte lignende navne problemer. Da en togulykke skete på grund af forvirring mellem "Norway" og "North", forsøgte jernbanefolk at omdøbe Norway til "Hix". Faktisk havde embedsmænd allerede naglet "Hix" til depotet, da "et rasende borgerskab" klagede til statens lovgivende forsamling. Der blev byens navn formelt ændret til Norway, og "Boiling Springs" blev omdøbt til "Sweden".

Derefter kaldte jernbanemændene Norway for "Way-nor" (stavelserne vendt om for at forhindre endnu en ulykke. Finland opstod for ganske nylig som et motorvejsskilt på rute 70 mellem Orangeburg og Denmark. På det tidspunkt var det skandinaviske mønster etableret og så kunne man ligeså godt fortsætte.