Rio De Janeiro
Rio har så mange smukke sider, at der ikke skal hjælp til at blive forelsket. Det store overblik starter på Corcovado.
Corcavado
Corcovado kan nås enten med tandhjulsbanen, der kører fra Cosmo Velho og langsomt kravler op mod udsigten, eller med jeep op ad den snoede vej, der ligger klistret fast på bjerget. Uanset om man tager den ene eller den anden vej op - og næsten uanset vejret - så er turen til Corcovado en tur, man ikke må snyde sig selv for.
Tijuca-Skoven
Floresta da Tijuca er en 120 km2 stor nationalpark midt i Rio - faktisk den største skov i nogen by og resterne af den Mata Atlântica, kystregnskov, der engang dækkede Brasiliens kyster. I forrige århundrede var skoven næsten væk og bjergene var kaffefarme. Med lidt hjælp er dette store udstrakte bjergområde dog igen blevet til byens lunge. Der findes velholdte veje og stier, der gør det nemt at komme omkring og foretage både spadsereture og picnics. Her er både vandfald, små elversøer, gode restauranter og romantiske bryllupskapeller, som ofte benyttes af brasilianerne.
Santa Teresa
Der, hvor skoven holder op, og husene begynder, starter den næste del af eventyret. Dette er det fortryllende bohemekvarter, Santa Teresa, der er noget af de sidste af det forrige århundreds Rio der er tilbage. Smalle, bugtede gader og gamle bygninger. Dette, krydret med sporadiske smukke panoramiske udsigter over Rio, er så absolut bydelens attraktion. Bydelen er fyldt med hyggelige barer og den er tilholdssted for kunstnere og bohemer. Ved et besøg i bydelen bør man bl.a. besøge en række gallerier og museer som f.eks. Parque das Ruínas, der er blevet et symbol på distriktet. Fra terrassen af den engang så prægtige villa, har man en af de smukkeste udsigter ned over Rio, Botafogo og Pão Açucar. En tur til Santa Teresa er ikke komplet uden en tur med den oldgamle sporvogn, der transporterer turister og lokale, siddende eller hængende ud over siden, over de toppede brosten og henover akvædukten Arcos da Lapa, direkte ned til det centrale Rio. Hop med om bord på Lago do Guimarães og kør med til centrum af Rio.
Rio de Janeiros centrum
Sporvognen ender i baghaven på Rio’s futuristiske katedral, der som en betonkegle strækker sig op mod himmelen. Som nabo til denne finder man Petrobras karakteristiske sammensatte kube. Alt er dog ikke nyt. Dette var Rio’s vugge, og selv om der er drevet meget rov på område, rummer den stadig bygninger fra fordomsdage, som kejserens gamle residens Paço Imperial, der i dag er kulturhus. Og nu vi er i gang med kulturen, så er der Teatro Municipal, som er en tro kopi af Pariseroperaen. Man skal dog lede lidt mellem bankerne, kontorpaladserne og højthævde gadegennembrud, for at få den rette fornemmelse af Rio’s Centrum. Det er faktisk bedst at komme her med en guide.
Strandene
De kilometerlange strande er en oplevelse i sig selv, og ville man indfange stemningen fra dem alle, kunne man bruge flere uger.
Strandlivet i Rio er nemlig ikke blot en udflugt til havet. Nej, for »Cariocaerne«, som byens 15 millioner indbyggere kaldes, er tilværelsen på strandene en hel livsstil. En stil, som har med både livsglæde og livsnydelse at gøre. Cariocaerne tilbringer 90% af deres fritid på strandene, hvor de kommer både for at feste, mødes med venner og ikke mindst for at blive set. Intet andet sted i verden handler det så meget om at se godt ud og føre sig frem.
Strandene er inddelt i afsnit opdelt med livredderstationer, der her kaldes for en ”posto”. Dette er en meget praktisk foranstaltning, idet forskellige typer og observanser har det med at samles på forskellige afsnit af stranden, så man er sikker på at sidde blandt ligesindede.
Sukkertoppen
Sukkertoppen (Pão de Açucar), er en 396 meter høj granitklippe, der tårner sig op ved kysten nord for Copacabana. Udsigten fra Sukkertoppen er vidt forskellig fra Corcovado, idet man herfra ser ind mod byen og ned af Copacabana-stranden. Man når »Sukkertoppen« med en tovbane fra kvarteret nær Praia Vermelha, først til Morro da Urça og herfra med endnu en tovbane til toppen af Sukkertoppen.
En stille drink
Vi synes ikke, man er kommet rigtig til Rio før man har smagt på landets nationale drik, en ”caipirinha”. Man tager en lime, skærer den i både, knuser den sammen med rørsukker, tilsætter en god håndfuld knust is og 5 cl. Cachaça (der er den lokale sukkerrørsbrændevin) eller vodka for de knapt så modige. Den drikkes af et lavt glas med to små korte sugerør. En anden mulighed for at slukke tørsten, er at stoppe ved en af de mange boder langs med stranden og købe en perfekt isafkølet øl. Men nu da vi er på opdagelse i Rio, skal vi også finde en ægte ”botequins”, der oversat betyder taverne eller blot en bar eller et hus, hvor man må sælge alkohol. Der er rigtig mange af disse, og nogle enkelte af botequins’ernes historie går mere end 150 år tilbage. Spørg din guide eller rådfør dig på hotellet hvilke der er ”in” lige nu og her.
Karneval i Rio
Det berømte karneval i Rio varer fire dage og fem nætter. Startskuddet er lørdagen før vores fastelavnsmandag, og festlighederne slutter onsdag morgen. Dette er byens, eller rettere sagt hele Brasiliens, største fest, og i Rio de Janeiro får det mildt sagt byen til at gå ud af sit gode skind. Tusindvis af store og små fester smelter sammen, så man til sidst befinder sig midt i én stor folkefest, der ingen ende synes at tage. Men når det er sagt, så er karnevalet først og fremmest lukkede fester i klubber, på diskoteker osv. Leder man de mere folkelige fester på gader og stræder, er det andre steder i Brasilien, der skal søges. Mange udlændinge finder karnevalerne i Salvador og Olinda mere ægte og mere altfavnende. Alle steder i landet skruer hotellerne priserne op til astronomiske beløb, og Sambadro, hvor de store optog finder sted, syder nok af liv, men det har sin pris at deltage.
Corcavado
Corcovado kan nås enten med tandhjulsbanen, der kører fra Cosmo Velho og langsomt kravler op mod udsigten, eller med jeep op ad den snoede vej, der ligger klistret fast på bjerget. Uanset om man tager den ene eller den anden vej op - og næsten uanset vejret - så er turen til Corcovado en tur, man ikke må snyde sig selv for.
Tijuca-Skoven
Floresta da Tijuca er en 120 km2 stor nationalpark midt i Rio - faktisk den største skov i nogen by og resterne af den Mata Atlântica, kystregnskov, der engang dækkede Brasiliens kyster. I forrige århundrede var skoven næsten væk og bjergene var kaffefarme. Med lidt hjælp er dette store udstrakte bjergområde dog igen blevet til byens lunge. Der findes velholdte veje og stier, der gør det nemt at komme omkring og foretage både spadsereture og picnics. Her er både vandfald, små elversøer, gode restauranter og romantiske bryllupskapeller, som ofte benyttes af brasilianerne.
Santa Teresa
Der, hvor skoven holder op, og husene begynder, starter den næste del af eventyret. Dette er det fortryllende bohemekvarter, Santa Teresa, der er noget af de sidste af det forrige århundreds Rio der er tilbage. Smalle, bugtede gader og gamle bygninger. Dette, krydret med sporadiske smukke panoramiske udsigter over Rio, er så absolut bydelens attraktion. Bydelen er fyldt med hyggelige barer og den er tilholdssted for kunstnere og bohemer. Ved et besøg i bydelen bør man bl.a. besøge en række gallerier og museer som f.eks. Parque das Ruínas, der er blevet et symbol på distriktet. Fra terrassen af den engang så prægtige villa, har man en af de smukkeste udsigter ned over Rio, Botafogo og Pão Açucar. En tur til Santa Teresa er ikke komplet uden en tur med den oldgamle sporvogn, der transporterer turister og lokale, siddende eller hængende ud over siden, over de toppede brosten og henover akvædukten Arcos da Lapa, direkte ned til det centrale Rio. Hop med om bord på Lago do Guimarães og kør med til centrum af Rio.
Rio de Janeiros centrum
Sporvognen ender i baghaven på Rio’s futuristiske katedral, der som en betonkegle strækker sig op mod himmelen. Som nabo til denne finder man Petrobras karakteristiske sammensatte kube. Alt er dog ikke nyt. Dette var Rio’s vugge, og selv om der er drevet meget rov på område, rummer den stadig bygninger fra fordomsdage, som kejserens gamle residens Paço Imperial, der i dag er kulturhus. Og nu vi er i gang med kulturen, så er der Teatro Municipal, som er en tro kopi af Pariseroperaen. Man skal dog lede lidt mellem bankerne, kontorpaladserne og højthævde gadegennembrud, for at få den rette fornemmelse af Rio’s Centrum. Det er faktisk bedst at komme her med en guide.
Strandene
De kilometerlange strande er en oplevelse i sig selv, og ville man indfange stemningen fra dem alle, kunne man bruge flere uger.
Strandlivet i Rio er nemlig ikke blot en udflugt til havet. Nej, for »Cariocaerne«, som byens 15 millioner indbyggere kaldes, er tilværelsen på strandene en hel livsstil. En stil, som har med både livsglæde og livsnydelse at gøre. Cariocaerne tilbringer 90% af deres fritid på strandene, hvor de kommer både for at feste, mødes med venner og ikke mindst for at blive set. Intet andet sted i verden handler det så meget om at se godt ud og føre sig frem.
Strandene er inddelt i afsnit opdelt med livredderstationer, der her kaldes for en ”posto”. Dette er en meget praktisk foranstaltning, idet forskellige typer og observanser har det med at samles på forskellige afsnit af stranden, så man er sikker på at sidde blandt ligesindede.
Sukkertoppen
Sukkertoppen (Pão de Açucar), er en 396 meter høj granitklippe, der tårner sig op ved kysten nord for Copacabana. Udsigten fra Sukkertoppen er vidt forskellig fra Corcovado, idet man herfra ser ind mod byen og ned af Copacabana-stranden. Man når »Sukkertoppen« med en tovbane fra kvarteret nær Praia Vermelha, først til Morro da Urça og herfra med endnu en tovbane til toppen af Sukkertoppen.
En stille drink
Vi synes ikke, man er kommet rigtig til Rio før man har smagt på landets nationale drik, en ”caipirinha”. Man tager en lime, skærer den i både, knuser den sammen med rørsukker, tilsætter en god håndfuld knust is og 5 cl. Cachaça (der er den lokale sukkerrørsbrændevin) eller vodka for de knapt så modige. Den drikkes af et lavt glas med to små korte sugerør. En anden mulighed for at slukke tørsten, er at stoppe ved en af de mange boder langs med stranden og købe en perfekt isafkølet øl. Men nu da vi er på opdagelse i Rio, skal vi også finde en ægte ”botequins”, der oversat betyder taverne eller blot en bar eller et hus, hvor man må sælge alkohol. Der er rigtig mange af disse, og nogle enkelte af botequins’ernes historie går mere end 150 år tilbage. Spørg din guide eller rådfør dig på hotellet hvilke der er ”in” lige nu og her.
Karneval i Rio
Det berømte karneval i Rio varer fire dage og fem nætter. Startskuddet er lørdagen før vores fastelavnsmandag, og festlighederne slutter onsdag morgen. Dette er byens, eller rettere sagt hele Brasiliens, største fest, og i Rio de Janeiro får det mildt sagt byen til at gå ud af sit gode skind. Tusindvis af store og små fester smelter sammen, så man til sidst befinder sig midt i én stor folkefest, der ingen ende synes at tage. Men når det er sagt, så er karnevalet først og fremmest lukkede fester i klubber, på diskoteker osv. Leder man de mere folkelige fester på gader og stræder, er det andre steder i Brasilien, der skal søges. Mange udlændinge finder karnevalerne i Salvador og Olinda mere ægte og mere altfavnende. Alle steder i landet skruer hotellerne priserne op til astronomiske beløb, og Sambadro, hvor de store optog finder sted, syder nok af liv, men det har sin pris at deltage.
