Loading…

Tobago

Den nordøstlige del af øen er domineret af Tobago Forest Reserve, der er den ældste beskyttede regnskov i den vestlige hemisfære. Enorme bambus kæmper om pladsen med eksotiske palmer og træer, hvorfra tykke lianer hænger ned mod den frodige skovbund, hvor kæmpe bregner står side om side med smukke røde blomster. Lyden fra små vandløb og vandfald bryder engang imellem den ellers dominerende lyd af fuglekvidren - og til tider er der bare helt stille.

Men civilisation findes også på Tobago. Tag en smuttur til hovedbyen Scarborough - ikke så meget for at shoppe men mere for at opleve en caribisk ”storby”. Trafikken synes kaotisk, der er en larm af musik og bilhorn, og det myldrer med folk over det hele. Store frodige kvinder, unge flotte mænd med lange dreadlocks, små børn og gamle mænd med stok og Gucci solbriller. Og indimellem kommer en høne med sine kyllinger... Det er et perfekt sted at slå sig ned ved en fortovscafé med den lokale øl Carib i hånden og suge til sig af indtryk.

Crown Point, hvor man også finder den internationale lufthavn, er Tobago’s anden ”store” by. Det er her på den sydvestligste kyst, de fleste hoteller ligger, og det er ikke uden grund. To af øens bedste strande - Pigeon Point og Store Bay - lokker nemlig mange turister til netop denne del af øen. Det medfører selvfølgelig også en del liv i byen, hvor der er et bredt udvalg af restauranter, barer, diskoteker, butikker m.m.

Når man har udforsket naturen og folkloren, skal man selvfølgelig også opleve en anden af øens helt store attraktioner – strandlivet. Tobago har en perlerække af skønne strande, hvor nogle ligger isoleret og øde hen, mens andre byder på en mere livlig stemning. Store Bay og Pigeon Point er to af de bedste og mest populære strande på øen (sidstnævnte er privat og der er entré), og her er der masser af faciliteter og aktiviteter.

Ud for Pigeon Point ligger Buccoo Reef, der er et paradis for snorklere og dykkere, ligesom der arrangeres ture i glasbundsbåde. Men man må ikke snyde sig selv for at udforske nogle af øens andre strande. Mod nordøst, omkring Speyside og Charlotteville, ligger en række af smukke sandstrande, der er knap så ”turistede” som strandene omkring Crown Point. Og der kan nævnes flere fantastiske områder – Bacolet Bay og Stone Haven Bay ikke langt fra Scarborough; Castara Bay der minder om en tropisk udgave af den italienske Amalfikyst; og Great Courland Bay hvor de store læderskildpadder hvert år kommer op på stranden for at lægge æg. De bedste dykkerområder finder man omkring Speyside og St.Giles Island udfor øens nordøstligste kyst.

Den lille landsby Buccoo lidt nord for Pigeon Point er berømt for et par af øens sjovere kuriositeter, nemlig de årlige Gede- og Krabbevæddeløb omkring påske samt Sunday School. Sidstnævnte er langt fra, hvad vi kender som søndagsskole… Hver søndag samles de lokale til et kæmpe Beach Party på stranden, hvor steelbands spiller op til fest til den lyse morgen. Sunday School er et perfekt sted at blande sig med de lokale – og lære at feste igennem på den caribiske måde.

Udvalgte udflugter i Tobago

{{activity.CountryTitle}}

{{activity.Title}}

{{activity.Teaser}}

Udvalgte hoteller i Tobago

{{hotel.CountryTitle}}

{{hotel.Title}}

{{hotel.Teaser}}

Læs mere