Bridgetown
Landets smukke hovedstad ligger lige ud til havet og simrer af liv. Den blev grundlagt i 1628 og opkaldt efter en bro, som indianerne havde bygget over floden. På grund af mangrovesumpene tog det lidt tid, før folk faldt til her. I dag er der 100.000 indbyggere, hvis man regner forstæderne med – i selve byen er der kun ca. 8000 indbyggere. Centralt i byen kiler havnen Careenage sig ind ved Constitution Rivers munding. Stedet har ikke nogen større betydning som havn længere, men det var her, de gamle skonnerter lagde til for at blive lastet fra de stadig bevarede varehuse, der nu er ved at blive omdannet til cafeer, restauranter og forretninger. I dag lægger krydstogtskibene til i Deep Water Harbour i byens udkant, hvor der er opført et helt forretningscenter Chattel Village til passagerne. Når krydstogtskibene er i havn, er byen som en hvepserede, men når de er væk, er her fredeligt. Supermoderne højhuse ligger side om side med gamle bygninger.
Handelslivet foregår primært i Broad Street. Her ligger de store forretningskæder og souvenirbutikker. Derudover er der en række markeder. Specielt om lørdagen sprudler byen, når folk fra hele øen kommer ind med deres hjemmeavl og husflid for at handle. Der er Fairchild Market ved siden af den store busterminal og det overdækkede Cheapside i Broad Streets vestlige ende ved siden af posthuset. Et mere tilrettelagt marked for turisterne, der gerne vil have lokalt kunsthåndværk, finder man i Pelican Village på Princess Alice Highway tæt ved havnen. Her er også et kunstgalleri og spisesteder. Der er som regel åbent 10.30-17, men ikke altid, for de forretningsdrivende bestemmer selv, hvornår de har åbent. Vil man se mere liv, så er Baxter Road stedet. Gaden har ry for aldrig at sove. En lille smule forsigtighed anbefales om aftenen, men der er atmosfære omkring de små rum-shops, hvor anstændige kvinder ikke formodes at komme. Der er masser af små restauranter, men man kan også bare købe en flyvefisk af en gadesælger. Musikken drøner ofte til kl. 4 om morgenen.
Byen har også sit eget mini-Christiania i Temple Yard ved posthuset og Cheapside. Her holder rastafarierne til, fordi bystyret ønskede dem samlet. Hashtågerne stiger herfra, og man kan købe deres hjemmelavede læderarbejder. Heller ikke her er de vilde med at blive fotograferet. Mange af dem har et lille skilt i skurvinduet, hvor der står, hvad de skal have for en optræden for amatørfotografer. Det kan se lidt skummelt ud, men der er ingen grund til ængstelse. De lever af turister.
I midten af byen har man noget så engelsk som et Trafalgar Square med en bronzestatue af Lord Nelson. Han var på øen i 1805 og brød sig ikke ret meget om den. Alligevel rejste man en statue af ham i 1813 – 36 år før »den rigtige« i London. Den har været et stridens æble i mange år, fordi bajanerne ikke brød sig om dette levn fra kolonitiden. Foreløbig er striden endt med, at Nelson er drejet 180 grader, så han ikke længere kikker formynderisk ned ad Broad Street. På Trafalgar Square mindes Fountain Garden fra 1865, at byen fik rindende vand – Barbados var den første ø i Caribien, der fik rindende vand. Der er også et mindesmærke for krigsofre. På pladsen ved statuen ligger Public Buildings fra 1872 med rødt tag og grønne skodder, her holder parlamentet til. Der er fri adgang til parlamentssalen, når der er møde en gang om ugen. Møderne indledes som i det engelske underhus med, at et stort messingscepter bæres højtideligt ind og placeres foran talerstolen. Man sidder også over for hinanden som i England – opposition og regering. Der er portrætter af de engelske regenter i glasmosaik. En fin udsigt til parlamentet har man fra den anden siden af broen, hvor der er en flot portal til minde om uafhængigheden fra England. Neden for denne portal finder man flere barer og restauranter med udsigt til by og havn.
St. Michael’s of All Angels Cathedral blev bygget i 1665. Dengang var den enorm med det største tag i Caribien og kunne rumme 3000 besøgende. En orkan ødelagde den i 1780, og den genopførte kan kun rumme halvt så mange. Her residerede biskop William Hart Coleridge i begyndelsen af 1820‘erne. Han gjorde en stor indsats for at uddanne slaverne, så de var parat til friheden. Han var en af årsagerne til den fredelige overgang. På kirkegården hviler Sir Grantley Adams (1858-1971) i et af de få velholdte gravsteder ved siden af et stort brødfrugttræ. Han var den første premierminister på Barbados og første og eneste premierminister i den vestindiske føderation, der kun havde en kort levetid. Få meter fra ham hviler hans søn Tom, der var premierminister fra 1976 til sin død i 1985.
Følger man vejen videre, kommer man til Queen’s Park, der er en rar, stille park lidt uden for byens tumult. Den er et yndet udflugtsmål for bajanerne. Her er restaurant, bar og teater og udstillinger i Queen’s House, som indtil 1906 var bolig for den britiske øverstbefalende. Der er også et par bure med grønne aber. Det store baobabtræ er 18 m i diameter og over 1000 år gammelt.
Handelslivet foregår primært i Broad Street. Her ligger de store forretningskæder og souvenirbutikker. Derudover er der en række markeder. Specielt om lørdagen sprudler byen, når folk fra hele øen kommer ind med deres hjemmeavl og husflid for at handle. Der er Fairchild Market ved siden af den store busterminal og det overdækkede Cheapside i Broad Streets vestlige ende ved siden af posthuset. Et mere tilrettelagt marked for turisterne, der gerne vil have lokalt kunsthåndværk, finder man i Pelican Village på Princess Alice Highway tæt ved havnen. Her er også et kunstgalleri og spisesteder. Der er som regel åbent 10.30-17, men ikke altid, for de forretningsdrivende bestemmer selv, hvornår de har åbent. Vil man se mere liv, så er Baxter Road stedet. Gaden har ry for aldrig at sove. En lille smule forsigtighed anbefales om aftenen, men der er atmosfære omkring de små rum-shops, hvor anstændige kvinder ikke formodes at komme. Der er masser af små restauranter, men man kan også bare købe en flyvefisk af en gadesælger. Musikken drøner ofte til kl. 4 om morgenen.
Byen har også sit eget mini-Christiania i Temple Yard ved posthuset og Cheapside. Her holder rastafarierne til, fordi bystyret ønskede dem samlet. Hashtågerne stiger herfra, og man kan købe deres hjemmelavede læderarbejder. Heller ikke her er de vilde med at blive fotograferet. Mange af dem har et lille skilt i skurvinduet, hvor der står, hvad de skal have for en optræden for amatørfotografer. Det kan se lidt skummelt ud, men der er ingen grund til ængstelse. De lever af turister.
I midten af byen har man noget så engelsk som et Trafalgar Square med en bronzestatue af Lord Nelson. Han var på øen i 1805 og brød sig ikke ret meget om den. Alligevel rejste man en statue af ham i 1813 – 36 år før »den rigtige« i London. Den har været et stridens æble i mange år, fordi bajanerne ikke brød sig om dette levn fra kolonitiden. Foreløbig er striden endt med, at Nelson er drejet 180 grader, så han ikke længere kikker formynderisk ned ad Broad Street. På Trafalgar Square mindes Fountain Garden fra 1865, at byen fik rindende vand – Barbados var den første ø i Caribien, der fik rindende vand. Der er også et mindesmærke for krigsofre. På pladsen ved statuen ligger Public Buildings fra 1872 med rødt tag og grønne skodder, her holder parlamentet til. Der er fri adgang til parlamentssalen, når der er møde en gang om ugen. Møderne indledes som i det engelske underhus med, at et stort messingscepter bæres højtideligt ind og placeres foran talerstolen. Man sidder også over for hinanden som i England – opposition og regering. Der er portrætter af de engelske regenter i glasmosaik. En fin udsigt til parlamentet har man fra den anden siden af broen, hvor der er en flot portal til minde om uafhængigheden fra England. Neden for denne portal finder man flere barer og restauranter med udsigt til by og havn.
St. Michael’s of All Angels Cathedral blev bygget i 1665. Dengang var den enorm med det største tag i Caribien og kunne rumme 3000 besøgende. En orkan ødelagde den i 1780, og den genopførte kan kun rumme halvt så mange. Her residerede biskop William Hart Coleridge i begyndelsen af 1820‘erne. Han gjorde en stor indsats for at uddanne slaverne, så de var parat til friheden. Han var en af årsagerne til den fredelige overgang. På kirkegården hviler Sir Grantley Adams (1858-1971) i et af de få velholdte gravsteder ved siden af et stort brødfrugttræ. Han var den første premierminister på Barbados og første og eneste premierminister i den vestindiske føderation, der kun havde en kort levetid. Få meter fra ham hviler hans søn Tom, der var premierminister fra 1976 til sin død i 1985.
Følger man vejen videre, kommer man til Queen’s Park, der er en rar, stille park lidt uden for byens tumult. Den er et yndet udflugtsmål for bajanerne. Her er restaurant, bar og teater og udstillinger i Queen’s House, som indtil 1906 var bolig for den britiske øverstbefalende. Der er også et par bure med grønne aber. Det store baobabtræ er 18 m i diameter og over 1000 år gammelt.
