Loading…

3 dages frivilligt arbejde med homestay i Thailand

170 km nord for Chiang Mai ligger området Doi Pu Muen - godt 1.300 m. over havets overflade. Udsigten til te-markerne er fantastisk! Her i grænselandet mellem Thailand og Myanmar bor Lahu-stammen. Man anslår at Lahu-folket oprindeligt kom fra Tibet og Kina og en lang række af deres gamle skikke er bibeholdt, ligesom stammen har deres eget sprog.

På denne 3 dages tur fra Chiang Mai har I nu mulighed for at bo to nætter hos en af de lokale familier og hjælpe til i deres hverdag. Vi sørger for al transport og indkvartering. I skal blot medbringe en god portion eventyrlyst og lyst til at komme helt tæt på en af Thailands mange bjergstammer!

Dag 1:
Fra morgenstunden er der afgang fra hotellet mod landsbyen Fang. Her venter en frokost og en introduktion til området og den lokale bjergstamme. Herfra skifter man til 4-hjulstrækker – nu går turen op i bjergene! Der gøres et kort stop ved et lokalt marked, hvor I kan købe det, I skal bruge under opholdet. Husk især godt med vand! I indlogeres hos en lokal familie i landsbyen Pu Muen Nai. Allerede denne første eftermiddag bliver I nok sat i sving. Lahu-stammen lever primært af te- og kaffedyrkning, og I skal med i markerne og lære om plukning og forarbejdning. Der bliver også tid til at se nærmere på den lille landsby og måske lege lidt med nogle af de lokale børn, inden aftensmaden serveres hos jeres værtsfamilie. Benyt chancen til at lære et par lahu-ord. En del af befolkningen her taler ikke engelsk, og der er altid nyttigt lige at kunne sig ”hej” og ”tak”.

Dag 2:
I bliver sikkert vækket tidligt at lydende i landsbyen, men I kan tage den med ro; først venter morgenmaden og derefter venter en mulighed for at hjælpe til på et af de lokale projekter. Det er forskelligt, hvilket arbejde, man hjælper med. Nogle gange skal der bygges et nyt hus, nogle gange bliver man bedt om at undervise børnene i engelsk – det afhænger helt af behovet! Uanset hvad man laver, bliver der naturligvis tid til en frokostpause! Sidst på dagen samler I op på, hvad I har lavet, så jeres arbejde nemt kan overtages af en ny frivillig. I aften hjælper I med til at lave maden sammen med jeres værtsfamilie og der bliver mulighed for at bruge et par af de nylærte lahu-gloser. Landsbyens beboer vil vise jer lidt af deres lokale kultur – og måske bliver I selv inviteret til at danse med.

Dag 3:
Efter morgenmaden er det tid til at tage afsked med jeres værtsfamilie og de sidste rapporter om jeres arbejde afgives. I bliver kørt tilbage til Fang – via et af områdets smukke vandfald. Efter frokost køres I retur til Chiang Mai.