Itacaré
Når først Atlanterhavsregnskoven begynder at hæve sig over det flade omliggende landskab på vejen, der strækker sig mellem Ilheus og Itacaré og vælter ned over, hvad der engang var værdiløse fazenda’er, der led under, at kakaotræernes frugter var angrebet af sygdomme, så ved man, at man er på en af Brasiliens nye guldkyster.
Itacaré ligger for enden af BA 001, der også kaldes for ”Den grønne linje”, en vej der er skabt med blik for økologi, og som ved sin åbning skar adskillige timer af rejsen fra Ilheus. Fazenda’erne har vekslet deres ulykke til intet mindre end eksklusive guldgruber for de heldige ejere, der med hegn og vagter sørger for, at det kun er gæster med bil og penge, som har adgang til de billedlige jungleklædte strande, der gemmer sig for foden af bakken eller ihærdige rejsende, der forstår at forcerer landskabets bakkede terræn til fods.
Byen er en finurlig størrelse, der er gået hen og blevet et in-sted for brasilianere fra det bedre borgerskab. Den gamle koloniale bymidte har formået at bevare sin charme, hjulpet godt på vej af at man har forstået at indrette restauranter og barer i udsædvanlig god stil, som man kun finder de steder i Brasilien, hvor udlændinge og paulistas flokkes.
Bystranden Petuba er om dagen et leben med små baracas, og om natten fyldes barerne langs stranden med glade feriegæster, der søger adspredelse for solens varme stråler, når de i skæret fra glødelamperne lytter til musik. Kunstnere, surfere og ungdommen præger ”Caminho das Praias”, der taler til boheme-genet. De små pousada’er ligger smuk gemt bort under palmerne, og der er en let stemning.
Itacaré ligger for enden af BA 001, der også kaldes for ”Den grønne linje”, en vej der er skabt med blik for økologi, og som ved sin åbning skar adskillige timer af rejsen fra Ilheus. Fazenda’erne har vekslet deres ulykke til intet mindre end eksklusive guldgruber for de heldige ejere, der med hegn og vagter sørger for, at det kun er gæster med bil og penge, som har adgang til de billedlige jungleklædte strande, der gemmer sig for foden af bakken eller ihærdige rejsende, der forstår at forcerer landskabets bakkede terræn til fods.
Byen er en finurlig størrelse, der er gået hen og blevet et in-sted for brasilianere fra det bedre borgerskab. Den gamle koloniale bymidte har formået at bevare sin charme, hjulpet godt på vej af at man har forstået at indrette restauranter og barer i udsædvanlig god stil, som man kun finder de steder i Brasilien, hvor udlændinge og paulistas flokkes.
Bystranden Petuba er om dagen et leben med små baracas, og om natten fyldes barerne langs stranden med glade feriegæster, der søger adspredelse for solens varme stråler, når de i skæret fra glødelamperne lytter til musik. Kunstnere, surfere og ungdommen præger ”Caminho das Praias”, der taler til boheme-genet. De små pousada’er ligger smuk gemt bort under palmerne, og der er en let stemning.
