FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT
Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!
Få et uforpligtende tilbud på rejsen, send os en e-mail på info@jesperhannibal.dk eller ring til vores rejsespecialister på 70 270 370.
- Du kan også tilføje rejsen til din ønskeliste - du trykker blot på det lille hjerte i øverste højre hjørne af billedet.
Priser fra: | kr. 10.703,00 pr. person |
---|---|
Varighed: | 14 dage / 13 nætter |
Inkluderet: | * 3 nætter på hotel i Bangkok * 2 nætter på strandhotel på Koh Phi Phi * 2 nætter på strandhotel på Phuket * 3 dage / 2 nætters rundrejse til Khao Sok National Park (med guide) * 4 nætter på strandhotel i Khao Lak * Al båd- og landtransport * Morgenmad på alle hoteller * Frokost på byrundturen i Bangkok og på bådturen i Phang Nga Bay * Frokost (x3) og aftensmad (x2) på rundrejsen til Khao Sok National Park Bemærk: prisen er baseret på to personer i delt dobbeltværelse |
Ikke inkluderet: | * Oversøiske fly samt indenrigsfly * Ikke nævnte måltider og drikkevarer * Drikkepenge Bemærk, at flybilletter IKKE er inkluderet i priserne, men vi laver naturligvis også gerne fly til jer! I dag ændrer priserne på flybilletter sig næsten dagligt - kampagner med priser helt i bund kommer og går, afgifter stiger og sæsoner ændres. Mange rejsende har deres egne præferencer, f.eks. indenfor en bestemt flyalliance pga. bonuspoint. Andre vil "bare have det billigste", og atter andre vil gerne flyve lidt mere komfortabelt. Der er mange faktorer, der spiller ind, og derfor har vi ikke inkluderet fly i rejseforslaget her. Vi lytter til jeres ønsker og kommer med det bedste oplæg på lige netop jeres rejse. 12302 300120 AT |
Ved ankomst til Bangkok lufthavn bliver I taget imod af jeres chauffør, som sørger for transfer til jeres hotel, hvor I overnatter tre nætter.
Denne heldagstur er rigtig god for jer, som aldrig har været i Bangkok før og gerne vil se alle højdepunkterne. Det er den perfekte introduktion til Bangkok! I starter dagen med en smagsprøve på Thailands livsstil ved at gå igennem et blomstermarked, inden I ved Thonburi stiger ombord på en longtail båd. Herfra sejler I over Chaophaya floden til Wat Arun - også kaldet Temple of Dawn. Efter frokost - der spises på en lokal restaurant - skal I se den gyldne Buddha i Wat Trimitr, den massive Buddha i templet Wat Po, og så lægger I naturligvis også et visit forbi The Grand Palace. Som I nok kan se, bliver det en dag fyldt med oplevelser!
Dagen er til fri disposition. Det er naturligvis muligt at tilkøbe flere udflugter, såfremt det skulle ønskes.
Fra Bangkok flyver I først til Phuket. Herfra går turen videre til havnen, hvor I stiger ombord på en båd, der sejler jer det sidste stykke ud til Phi Phi Island. Her på øen skal I være de næste to nætter på et dejligt resort, der ligger i de mest skønne omgivelser!
Brug dagen på afslapning ved stranden eller poolen - eller tag på en spændende udflugt i området.
Med et par dejlige dage i bagagen går turen nu tilbage til Phuket, hvor I skal sove på endnu et lækkert resort i to dage. I morgen venter en fantastisk udflugt - som foregår i speedbåd!
I dag skal I fra morgenstunden på en udflugt væk fra alle turisterne. I skal ud på Phang Nga Bay med speedbåd, hvor der venter jer en spændende kombination af sightseeing og aktiviteter. På turen vil I besøge den verdensberømte "James Bond Island", hvor nogle af scenerne fra filmen "The Man with the Golden Gun" er optaget. Der vil også være kanoture til skjulte huler og laguner, stille sejlads i mangrove sumpene i den nordlige del af bugten samt et visit ved "Panyi landsbyen", der er en muslimsk landsby bygget på stolper i havet. Derudover får I også flere gange mulighed for at hoppe i vandet og tage en svømmetur. Alt i alt er det en perfekt måde at udforske området på!
I hentes på jeres hotel og sætter kurs mod Khao Sok nationalpark. Her har I to overnatninger på campen Khao Sok Boutique Camp.
Undervejs stopper I ved Sarasin broen og Tsunami Memorial Site, og senere stopper I også ved det smukkeste tempel i denne sydlige del. Templet hedder Wat Rat-Uppatum, men er også bedre kendt under navnet Wat Bangriang. Næste stop på turen er ved en udsigtspost tæt på Khao Sok, hvor I får en fantastisk panoramaudsigt over området! På vejen besøger I desuden også Monkey Cave Temple.
Khao Sok Boutique Camp tilbyder overnatning i luksuriøse telte, som man kender dem fra Afrika. "Campen" ligger midt i Khao Sok nationalpark, som er det største regnskovsområde i den sydlige del af Thailand. Campen består af luksustelte i forskellige klasser, som alle har balkon og eget badeværelse. Alle teltene er udstyret med gode senge, aircondition og internet. Det føles ubeskriveligt luksuriøst at ligge i sin bløde seng om aftenen og lytte til cikadernes sang og indånde alle regnskovens dufte. Her er man midt i regnskoven - på den mest behagelige måde! Nætterne i regnskoven er mørke - og dagene begynder tidligt. Man vågner typisk til lyden af pludrende aber og skræppende fugle.
I dag er det blevet tid til at udforske det spektakulære område med båd. Den smukke sø, som endnu ikke er besøgt af så mange turister, er omgivet af bjerge og frodig regnskov, og der er gode muligheder for at spotte nogle af junglens vilde dyr, såsom elefanter, asiatiske bøfler, diverse abearter, næsehornsfugle og meget mere.
Dagen starter med afhentning i campen, efter I har spist morgenmad. Herfra går turen til havnen, hvor I stiger ombord på en longtail båd og sejler ud på søen forbi kalkstensklipper og jungle. Her er både fortryllende planter, blomster, sommerfugle, fugle, egern, krybdyr og meget mere. I junglen skal I på en kort gåtur, inden I på en bambusflåde bliver sejlet over 500 Rai Lake. Sejlturen går til Pakarang grotten, hvor stalagmitter er formet som flotte koraller. Dagen er fyldt med oplevelser for store som små! I ankommer til jeres camp igen hen sent på eftermiddagen.
Efter morgenmaden skal I ud på endnu en tur i junglen, inden jeres rejse går videre til Khao Lak. På denne formiddagstur vil der være mulighed for at spotte flere dyr og se vilde blomster. Jeres guide vil samtidig gøre jer klogere på, hvordan de lokale planter er blevet brugt på forskellige måder gennem tiden. I nyder en sidste frokost i nationalparken, inden der checkes ud fra campen. Tidligt på aftenen ankommer I til jeres lækre resort i Khao Lak, hvor I skal være i 4 nætter.
Resortet hedder Sands Khao Lak by Katathani og ligger helt ned til Nang Thong Strand. Det er et skønt sted med faciliteter og aktiviteter for familier såvel som par! Der er både fitnesscenter, legeland, tennisbaner, og meget mere. Stedet har også en dejlig swimmingpool og sin egen restaurant, hvor der serveres et stort udvalg af thailandske og vestlige retter.
Jeres dage i Khao Lak er til fri afbenyttelse. Vi kan varmt anbefale, at I tager på en af de valgfri ture fra Khao Lak, hvad enten I vil se elefanter, besøge det lokale minizoo, sejle på bambustømmerflåde eller udforske områdets flora og fauna (turene er ikke inkluderede i programmet, men kan tilkøbes hos rejsebureauet). Ligeledes har jeres hotel et væld af tilbud for alle aldre - og glem ikke, at det ligger ned til en idyllisk strand. Endelig vil hotellets reception også være behjælpelige med gode idéer til aktiviteter i området.
Kom helt ned i gear i de skønne omgivelser.
Udnyt den sidste afslagningsdag til at få ladet batterierne fuldt op.
Det er tid til at tage afsked med Thailand. I bliver kørt til Phuket lufthavn, hvor jeres fly afgår mod Danmark.
Vi tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.
Med mindre andet er anført, er fraprisen beregnet på afrejse i lavsæson og på to personer i delt dobbeltværelse. Kontakt os og hør nærmere om prisen på dit ønskede afrejsetidspunkt.
Husk, at alle vores rejser er skræddersyede. Vi tilrettelægger din rejse, så den passer til dine ønsker og behov.