FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Galapagos med børn, Rejseartikler

Et skilt i lufthavnen på Galapagos byder os velkommen til San Cristobal. Hovedstaden i paradis. Det er for en gangs skyld et udsagn, hvor munden ikke tages for fuld. Forude venter 7 dages krydstogt mellem øerne, hvor mine børn, Jens Victor og Alberte på henholdsvis 7 og 11 år, skal have en oplevelse, som ligger lidt ud over Randers Regnskov eller Zoologisk Have. På Galapagos, 1000 km ud for Eucadors kyst, er det bare om at åbne øjnene og suge til sig af oplevelser.

Søløver
Allerede på kajen i Puerto Barquiriso Moreno falder ungerne næsten over en solbadende søløve på trappen, der fører ned til gummibåden. Med opspærrede øjne peger de på søløven, som ikke flytter sig, selv om den er omringet af mennesker på vej til at gå ombord. Her, i paradisets have, er dyrene ikke bange for hinanden, der er mad nok til alle og mennesker er tålt på lige fod med et hvilket som helst andet dyr. Efter få minutters sejlads byder skibet ”Letty” os velkommen og turen går nu op langs kysten til det ”rigtige” Galapagos. Vi lægger til ved en kridhvid strand, hvor badegæster er skiftet ud med en koloni af søløver og nyder synet, mens vi skifter til våddragt, svømmefødder og maske for at opleve Galapagos under havoverfladen. Fuldstændigt upåvirket af os hjælpeløse halvfætre vrimler alskens fisk og store søløver forbi. Men det er kun den spæde start.

Nemo og den sovende løve
Begejstringen er uendelig hos Alberte, da en flok Nemo fisk passerer forbi eller en søløve smyger sig om hende. Om aftenen farver solen himlen rød og den ”sovende løve” dukker op af havet: Leon Dormido. Den imponerende klippe, der rejser sig op fra havet, er spaltet i to dele og danner en høj kløft. Ungerne tager billeder af dette fantastiske syn, inden skibet sætter kurs mod Tower, der ligger mange sømil mod nord. Dette er Galapagos fugleø nr. 1. Her yngler nascarsulen sammen med den rødfodet sule blandet med kolonier af fregatfugle. Kameraerne bliver hevet frem igen og ungerne oplever nu for første gang, hvad det vil sige, at de er kommet til Galapagos. De kan faktisk stikke kameraet helt op i hovederne på fuglene, uden at de reagerer. Denne oplevelse bliver forstærket den følgende dag på Fernandina og Isabella, hvor horder af hav-leguaner klumper sig sammen på varme lavaklipper medens de fnyser salt ud af næseborene. Hertil kommer nu galapagos pingvinen, den vingeløse skarv, havskildpadder og hvaler, der skyder deres rygge op over vandoverfladen. For at få det hele med snorkles og sejles der i glasbunds-kajakker. Da mine unger, som de sidste, går til ro, er det med dirrende forventning til hvad morgen dagen bringer. For, hvor utroligt det end lyder, har Galapagos stadig mere at byde på.

Skildpaddeøen
Det foreløbige højdepunkt på turen er på mange måder turen til toppen af Santa Cruz for at finde de store skildpadder, som har givet navnet til øerne. Om morgenen lægger vi til i Puerto Ayora og g gensynet med byen, som jeg besøgte for 13 år siden, er ikke et ubetinget behageligt gensyn. Byen er nærmest eksploderet i vækst og små landsbyer er sprunget op langs vejen, der forbinder byen og lufthavnen på Baltra. Tågen hænger tæt og klimaet skifter brat fra den tørre kyst til en dryppende grøn jungle. Hvor man tidligere skulle på jagt efter skildpadderne i det høje græs, er der afsat områder, hvor de store dyr flokkes mellem turisterne. Lidt iscenesat, men ikke desto mindre en kæmpe oplevelse for Jens Victor på 7 år at se skildpadderne i fri natur. Alberte på 11 får sit eget højdepunkt nogle dage senere på en snorkeltur ud for Gartner Bay på Floriana. Det bliver nemlig hende, der for første gang råber ”HAJ!”. Under et klippefremspring, knap 2 ½ meter under hende, gemmer en lille flok halvanden meter lange hajer sig. Lige indtil en ung legesyg søløve blander sig i fornøjelsen og jager hajerne frem ved at bide sig fast i deres haler! De leger indbyrdes. Søløven ruller i vandet, blæser lidt bobler og takker af for i dag og vi andre svømmer i land på den kridhvide strand…

Galapagos var nu fuldendt og vi var alle 3 mætte af indtryk fra en uge på Galapagos. Børnene af de mange oplevelser og far af glæden ved at være sammen med børnene, der fik sat en ny dimension på Galapagos.

Jesper Hannibal

Se alle vores rejser til Galapagos