FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Paraguay, Sydamerika

Rejser til Paraguay


Dette er landet for globetrotterne, der tror, de har prøvet alt. Paraguay er et land på størrelse med Tyskland og dog med en befolkning på bare knapt 7 millioner. Man indbydes til en sanseoplevelse af de helt store med eksotisk natur i strålende farver og former krydret med den velbevarede indianske kultur og det rige dyreliv.

Alligevel mener mange, at Paraguay er et land, der ikke umiddelbart byder på de store turistattraktioner – og det er måske også set i lyset af en sammenligning med mastodonterne Argentina og Brasilien, som grænser op til Paraguay sammen med Bolivia. Af samme grund springer de fleste over et besøg her - og hvis de endelig sniger sig over grænsen ved Ciuadad del Este efter et besøg ved de mægtige vandfald Foz de Iguazu – ja, så mødes de af et inferno af snavs og pirathandel, som får folk til at løbe lige lukt tilbage i ”trygge” Brasilien. Dermed skal med det samme slås fast: Ciudad del Este udgør bestemt ikke et retfærdigt vurderingsgrundlag for ens opfattelse af resten af landet. For selvom man hverken møder vidundere som Machu Picchu eller Copacabana, så er der bestemt gode grunde til at besøge Paraguay.

Attraktioner
Et af de mest interessante steder vil for mange være det vilde nord – El Chaco. Et enormt naturområde, der kan beskrives som en blanding af vildmark og skov. Her kan man virkelig lege eventyrer og opleve en vild natur med en særdeles rig flora og fauna, som stadig er dejligt uspoleret. Det samme kan siges om den paraguayanske side af det fantastiske naturområde Pantanal. Mange turister valfarter til den brasilianske side, som har været udviklet for turismen i flere år. Det kan man ikke sige om Paraguay, der først i de senere år er blevet opmærksom på turismens muligheder. Af samme grund er Pantanal og det rige dyreliv meget mere uberørt på denne side og må siges at være en skjult perle for naturelskere. Det gør det absolut heller ikke mere uinteressant at man kan sejle derop på en luksuriøs cruisebåd med flere stop i bl.a. Chaco-området undervejs. En selvfølgelig attraktion er også Foz de Iguazu – førnævnte vandfald, hvoraf en del tilhører Paraguay. Man besøger selve faldene i henholdsvis Argentina og Brasilien, mens det gigantiske vandværk Itaipú ligger i Paraguay. En anden stor oplevelse er de mange forskellige jesuitmissioner som man kan se ruiner af i Paraguay. Den berømte film The Mission med Robert de Niro er filmet i grænseområdet ved Foz de Iguazu og giver en spændende indsigt i jesuitternes historie i landet.

Flora og fauna
Paraguay er i sandhed også en grøn oplevelse, idet det meste af landet er dækket af fugtig skov og krat. De smukkeste træer er de farverige Lapachos, der står som en utrolig pryd for øjet med et blomsterhav af lyserøde, gule, hvide og røde farver. Luften krydres af vidunderlige jasminer, der også tiltrækker den i Paraguay ret almindelige kolibri. Overalt finder man enorme mangotræer, avocadotræer med frugt på størrelse med håndbolde, citrustræer af enhver art samt mange andre eksotiske træer og planter. Den vigtigste plante for mange af de lokale er Yerba Mate, hvoraf man fremstiller deres uundværlige te, Mate.

Den paraguyanske fauna er mest koncentreret i de semitropiske skove og på chacoens savanne. De mest almindelige dyr, man vil støde på er pumaer, tapirer, jaguarer, coati (en lille næsebjørn), armadillo (bæltedyr), capucchinoaber, slanger og caimaner.
Paraná og Paraguay er de to største floder, og de kommer begge fra Brasilien. Río Paraná er omkring 4500 km lang og afbrydes af den største hydroelektriske dæmning i verden - Itaipú. Ved samme flod finder man en anden stor dæmning kaldet Yacyretá, beliggende på grænsen til Argentina.. Río Paraguay er sejlbar næsten hele vejen igennem fra nord til syd. Begge floder løber ind i deltaet kaldet Rio de la Plata.