FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Isla Gorgona, Colombias stillehavskyst

Længere sydpå langs Stillehavskysten finder man øen Isla Gorgona, beliggende 55 km fra fastlandet ud for Cauca regionen.

Isla Gorgona, som er en tidligere straffekoloni, blev erklæret for nationalpark i 1984 og dækker et areal på 492 km2. Selve øen er kun 9 km lang, 2,5 km bred og er dækket af frodig tropisk regnskov. Her er et varieret dyre- og planteliv, gode dykkermuligheder og, i modsætning til det meste af Stillehavskysten, hvide sandstrande.

Isla Gorgona er mest kendt for væg- og dybhavsdykning og ikke så meget for koralrev. Enkelte dykkersteder anbefales kun til erfarne dykkere på grund af kraftige understrømme. Som et resultat af øens lange separation fra fastlandet, lever der endemiske arter, som har tilpasset sig de specielle livsbetingelser på øen. Der findes ingen større pattedyr, men aber, firben, flagermus, fugle og slanger. Af sidstnævnte er der optalt ikke mindre en 15 arter, heriblandt boa-slangen. Havet omkring Isla Gorgona besøges ofte af hvaler og delfiner (august - oktober) samt havskildpadder, der i ynglesæsonen kommer op på stranden for at lægge æg. Øen kan besøges hele året rundt, men februar og marts er de måneder, hvor der falder mindst regn.

En special tilladelse er påkrævet for at besøge Isla Gorgona af Inderena, som også har et besøgscenter på øen med plads til 70 overnattende gæster i 4-8 sengsværelser. Adgang til øen foregår med fly til Cali, hvorfra der fortsættes med bus til Buenaventura og videre med båd til Isla Gorgona.