FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Bonito, Pantanal

Bonito er en lille søvnig by beliggende i Serra da Bodoquena syd for Pantanal. Byen ville ikke være noget i sig selv, hvis ikke området tilbage i 1993 blev udnævnt til Brasiliens nye øko-destination af den brasilianske TV-station, TV Globo. Brasilianerne er kommet her siden og nu er udenlandske turister også ved at få øjnene op for områdets naturlige skønhed.

Her er en overflod af vandfald og floder med usædvanligt klart vand. Det vælter op af undergrunden og passerer et naturligt kalkfilter, der ikke alene gør vandet usædvanlig transparent men også giver det en smuk, blå farve. Disse klare vande er naturlige akvarier, hvor man kan svømme mellem ikke mindre end 30 forskellige fiskearter, som havde man været i det Caribiske Hav. Vandets blå farve og de mange fisk har derfor også givet stedet navnet "Caribe do Centro-Oeste" -Caribien i Midtvesten. Rio da Prata, Aquário Natural og Rio Sacuri er floder fyldt med farvestrålende fisk, der byder den snorklende gæst velkommen til at glide ned gennem vildtvoksende skov, gennem undervandshaver og vandfald i søgen efter naturens små underværker.

Bonito er også stedet at tage på white-water rafting med hele familien, gennem venlige vandfald langs Rio Formosa. Det bringer deltagerne tæt på flora og fauna langs med flodens bredder, hvor man på en god dag kan møde aber, tukaner og macaws.

Bonitos mystiske blå indgang til jordens indre, Gruta do Lago Azul, er en anden af områdets store attraktioner, en grotte med en stor, blå underjordisk sø.

Vejen til eventyret
Bonito er en sand eventyrdestination for hele familien og en rigtig god kombination med Pantanal. Man kan skyde genvej fra Pantanal via Miranda eller man kan komme direkte fra Campo Grande, som er nærmeste lufthavn. Området byder på et rigt udvalg af pousader i alle prisklasser, og ture til de forskellige naturvidundere i området kan kun købes som en pakke med guide, idet der er begrænsninger på antal besøgende. Alle attraktioner ligger nord og syd for byen i en afstand af op til 60 km fra denne.