FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

La Paz, Bolivias Højland

La Paz er en moderne storby, der dog stadig har mange charmerende træk fra kolonitiden. Byen er med sin cocktail af befolkningsgrupper og kulturer et sted hvor fortid og nutid mødes.

La Paz ligger mellem 3.200 - 4.000 meter over havets overflade i en 500 meter dyb dal, hvis man medregner forstæderne fra El Alto til La Florida. La Paz er hjemsted for ca. 1,6 mio. indbyggere, og hvis man inkluderer forstaden El Alto ovenfor dalen stiger befolkningstallet til 2,3 mio. Byens beliggenhed i den store dal betyder, at den er beskyttet mod højslettens kolde vinde, så klimaet er tørt og lidt køligt med en gennemsnitstemperatur på 9-17 C°. Knejsende over La Paz troner den 6.500 meter høje snedækkede vulkan Illimani.

Før solen er stået op, begynder kvinderne, iført bowlerhatte og farverige lag på lag skørter, samt deres børn den daglige vandring mod byens centrum. Når solen er stået op, er de aymara-talende sælgere på plads til dagens handel med alt fra grøntsager, frugt, tøj, husholdningssager, dampende varm kaffe til hele grise. Markederne, der har samme funktion som supermarkeder i Europa summer af energi, da La Paz ikke har mange "rigtige" butikker. Specielt er det berømte heksedoktor-marked, hvor røgelse blander sig med mange andre sanseindtryk. La Paz er det perfekte sted at købe billige sweatere af alpakauld samt diverse inkainspirerede tekstiler såsom ponchoer, bluser, jakker mm.

Indbyggerne i La Paz består af en skøn blanding af aymara-indianere i farvestrålende dragter og moderne forretningsmænd i habitter. Aymara-indianerne bor på de omkringliggende bjergskråninger, hvorimod kreolerne, der identificerer sig mere med deres europæiske ophav end indianerne, er at finde i bunden af dalen. Jo længere man bevæger sig nedad i byens kvarterer, jo nærmere kommer man de rigere bydele, hvor man finder de mere velhavende bolivianere og deres store huse.