FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Mendoza, Cuyo og Andesbjergene

Mellem Præ-Cordilleraen og den store østlige ørken, finder vi Mendoza.

Byens rødder går tilbage til 1561 og hermed er den en af Argentinas ældste byer. Et jordskælv i 1861, der med efterfølgende brande lagde byen i ruiner, gør, at det billede man i dag ser, er en moderne by, en oase-by med brede boulevarder og skyggefyldte alléer blandt haver og vingårde. Boulevarderne er livlige undtagen i siestaen, hvor byen nogle timer går i stå.

Mendoza er bestemt en af Argentinas venligste byer. Gadebilledet er præget af træer og som alt andet i byens planlægning, ja så har dette en mening. Området er tørt og støvet og beboerne bruger træerne til at regulere byens mikroklima. Langs alle de større gader løber der "acequias", der er vandingskanaler som er med til at give det livgivende vand til træerne. Efter jordskælvet i 1861 indså man at der måtte laves bredere boulevarder, således at hvis der kom yderlige jordskælv, havde byens beboere et sted at flygte hen. Træerne langs boulevarden skulle tage af for sammenstyrtede bygninger, og de mange åbne pladser, byens små åndehuller, var tiltænkt som tilflugtssteder hvis man i en periode skulle bo under åben himmel.

Byens lunge, Parque San Martin, er endnu en del af samme strategi. Vindene kommer næsten altid fra Andesbjergene og derfor ligger parken mod øst. Vindene passerer gennem den 420 ha. store park og kommer ud i byen renset for støv og tilsat en behagelig fugtighed, der får byens klima til at være noget nær det perfekte.

Byens hjerte er Plaza Independencia, der optager ikke mindre en 4 gader. I weekenden er der ofte koncerter her. To gader fra hver af pladsens hjørner finder man endnu 4 mindre pladser. Den smukkeste er Plaza España, der for nylig har fået ny belægning, og det er stedet at opholde sig lørdag morgen hvor der er et stort hippie-marked. Langs Avenida San Martin, der løber nord-syd gennem byen, finder man mange udendørs caféer. Det er her man mødes med "Mendocinos" især om søndagen hvor det er tid til at promenere.

Parque San Martin
Beliggende mod øst strækker den sig over et areal på ikke mindre end 420 ha. og huser 50.000 træer af over 700 forskellige arter. I parken findes en større sø, 110 forskellige lokale og eksotiske dyr, og fra toppen af Cerro de la Gloria skuer et monument af General San Martin ud over byen. Den imponerende port til parken blev oprindelig designet til en Tyrkisk sultan, men er importeret fra England.

Vinkældre
De fleste vinkældre i og nær ved Mendoza tilbyder ture og vinsmagning. En af de ældste og største er Bodega Giol. Vi kan i øvrigt nævne Bodega Peñaflor, Bodega la Rural, Bodega Toso og Bodega Santa Ana. På flere af bodegaerne kan man se hvordan man laver vin, ligesom flere af bodegaerne har samlinger af gamle redskaber og vin-museer...