Azorerne gemmer på 9 fantastiske øer langt ude i Atlanterhavet - og hver ø har sine egne karakteristika. Fælles for alle øerne er, at de byder på store naturoplevelser. Derudover kan man forvente et mildt og behageligt klima, god mad og få turister, hvis man bevæger sig væk fra hovedøen.

De fleste besøgende 'nøjes' med at besøge Azorernes hovedø Sâo Miguel - men det synes vi er en fejl. Selvom Sâo Miguel bestemt er et besøg værd, så må man ikke gå glip af et besøg på nogle af de andre øer også. De lokale siger at hver ø har sin egen farve, som er bestemt ud fra vegetationen, jorden og bjergene.

Øerne spreder sig over et stort areal og der er for eksempel næsten 600 kilometer fra Corvo i nordvest til Santa Maria i syd. Øerne kan opdeles i tre øgrupper. Øerne i midtergruppen udgøres af Pico, Graciosa, Terceira, Faial og Sâo Jorge. Corvo og Flores ligger i nordvest og Sâo Miguel og Santa Maria i sydøst.

Azorerne er skabt af vulkansk aktivitet og udgør et hotspot-område, hvilket vil sige, at der er høj lava-aktivitet i jordens kappe. Det bemærker man også flere steder på øerne - for eksempel i form af store lavaområder eller varme kilder.

Selvom der er muligheder nok for daseferie, så er Azorerne oplagt til aktiv ferie. Øerne har et væld af smukke trekkingruter, man kan hoppe på cyklen op og ned af bakker og bjerge eller i dykkerdragten, så man kan udforske de mange skibsvrag, der ligger på havets bund rundt om øerne.

En af de helt store oplevelser er at opleve de store havdyr, som ofte kan ses rundt om øerne. På en bådtur ser man stort set altid delfiner, og der er desuden gode muligheder for at se forskellige hvaler.