FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Managua, Sydvest Nicaragua

Beliggende ved den sydlige bred af Lago de Managua huser hovedstaden Managua en tredjedel af Nicaraguas befolkning.

Managua er - grundet et utal af jordskælv gennem tiderne - en hovedstad uden egentlig centrum. I resterne af det gamle centrum finder man byens få attraktioner. Omkring Plaza de la República ligger den gamle katedral, som er en tom skal og delvist ødelagt samt nationalpaladset, der i dag rummer et museum. Revolutionsmuseet er for dem, som interesserer sig for den nylige fortid, mens Huellas de Acahualinca er for de mere historisk interesserede. Her findes fodaftrykkene af mennesker og husdyr, der sammen flygtede mod Managua-søen, væk fra et kæmpemæssigt vulkanudbrud for 10.000 år siden.

Mercado Central er det største udendørsmarked i Nicaragua, og her sælges stort set alt, hvad der produceres i landet. En stor del af markedet er tildelt kunsthåndværk fra hele Nicaragua. Især hængekøjer findes i mange udformninger og smukke farver.

Byen rykker langsomt mod sydvest i retning af Masaya, hvor man langs Carratera a Masaya, har opført et nyt shoppingcenter og det nærliggende Altamira rummer restauranter og caféer, der trækker turister ligesom det lokale jetset. Det er ligeledes i den nye bydel, man finder verdens yngste katedral, opført i cement og i skærende kontrast til landets mange traditionelle kirker.