FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Palenque & Agua Azul, Palenque - Mexico

Besøg de enestående mayaruiner ved Palenque, der ligger smukt omgivet af jungle i den spændende, indiansk dominerede Chiapas-provins.

Palenque udgør turens eneste egentlige regnskovsområde med den karakteristiske tætte grønne jungle, hvor epifytter som bregner og mosser kappes om at overgro alle andre vækster.

Palenque er højdepunktet i den senklassiske mayakultur formentligt opført for 1500 år siden. Det vigtigste bygningsværk er Inskriptionens Tempel, hvor arkæologerne til deres store undren fandt et gravkammer for ca. 40 år siden. Her blev ypperstepræsten Pacal begravet i år 685, og det bemærkelsesværdige er, at dette er det eneste eksempel på, at en »pyramide« er benyttet som gravmæle på samme måde som de egentlige pyramider i Egypten. Den største bygning er Paladset, som udgøres af et kompleks af talrige kamre og et tårn. I disse år tyder man stadigt flere af de vanskelige mayaskrifttegn, og opfattelsen af denne store kultur ser ud til hele tiden at ændre sig efterhånden, som mere og mere tydes. I perioder er mayaerne blevet betegnet som et krigerfolk, derefter som en fredskultur. I dag er synspunkterne mere nuancerede, og denne kultur har også været forskellig i løbet af dens over tusind år lange storhedsperioder. Man ved også, at det var en kultur med et usædvanligt højt intellektuelt niveau. Mayaerne var således store astronomer og matematikere, der eksempelvis opdagede den abstrakte talværdi nul.

I junglen omkring Palenque er der en del små stier, der giver mulighed for at iagttage regnskoven på nær hold. Der skulle også blive tid til at tage på en vandretur omkring i Palenque, hvor man ser dagliglivet forme sig i gaderne. Man forlader herefter lavlandet og den fugtige regnskov omkring Palenque og kører ad snoede bjergveje med smukke landskaber op til Agua Azul National Park, hvor man ser de smukke, azurblå vandfald, og tager en dukkert i det krystalklare vand (i regntiden kan det være mindre klart, og derfor ikke så godt at bade i).