FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Mahé, Seychellerne

Mahè er Seychellernes største ø, hvor man finder den internationale lufthavn og hovedstaden Victoria – verdens mindste hovedstad. Her kan man møde de lokale seychellere i gang med deres daglige gøremål - altid i et adstadigt tempo. Trafikken glider roligt gennem byens smalle gader, hvor man kun et enkelt sted støder på trafiklys - der findes nemlig kun ét lysreguleret vejkryds i hele øriget. På markedet Selwyn Selwyn-Clarke Market er der gang i handlen med især fisk, krydderier, frugt og grønt. Smilende gamle mænd faldbyder bananer, unge fyre svinger knivene over fiskene, runde kvinder med farverige hatte sælger eksotiske krydderier og små børn med sorte krøller og store brune øjne ser nysgerrigt til fra en tryg favn. Selvom markedet er forholdsvis småt, er indtrykkene store.

Mahés største naturoplevelse er nok Morne Seychellois National Park sydvest for Victoria, hvis højeste punkt er bjerget Morne Seychellois (905 m). Denne 30 km2 store park er næsten uberørt af mennesket, og man føler næsten ærefrygt overfor naturens frodighed og storhed. Eksotiske palmer og enorme træer værner om stilheden og danner et tag af blade 10-12 meter over jorden, mens bl.a. orkideer, vild ananas og bregner udgør et tykt grønt tæppe. Mange af planterne i Morne Seychelloise National Park er endemiske for Seychellerne.

Fra udsigtspunktet ved Mission Lodge har man en smuk udsigt over det grønne bakkede landskab, teplantager og de smukke strande på vestkysten. Der løber kun en enkelt vej gennem nationalparken, men der findes flere gode vandreture, der kan klares på egen hånd, hvis man ikke ønsker en guide.

Men Mahé er selvfølgelig også strande, og der er ikke mindre end 70 at vælge imellem. Stranden over dem alle er Beau Vallon på vestkysten med dens smukke gyldne sand og krystalklare vand. Her finder man også de fleste hoteller og det største udbud af vandsportsaktiviteter. Selvom der ligger mange hoteller, føles stranden ikke overrendt, da de mange bugter nærmest deler stranden op i mindre afsnit. Men vil man lidt væk fra “knudepunktet” er Anse Intendance, Anse Gaulette, Petite Anse og Port Launay gode alternativer.