FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Singapore, Asien

Rejser til Singapore


Singapore er et perfekt stop på rejsen til eller fra Australien, New Zealand, Stillehavsøerne - eller måske Indonesien?

Den lille østat er på størrelse med Bornholm og er faktisk både et land og en by. Singapore har været en selvstændig republik siden 1965. Da Singapore forlod den malaysiske føderation bestod hovedøen, Singapore faktisk ikke af andet end regnskov, sump og en lille smule landbrug. Det er svært at tro, når man idag bevæger sig rundt blandt høje skyskrabere i et af verdens mest effektive lande! Med sin centrale placering i sydøstasien og fordelagtige forhold for handlende voksede byen dog hurtigt, og det virker til tider som om, det eneste, der er mangel på i Singapore, er plads.

På trods af trængslen er det en utrolig grøn by. Gardens by The Bay er Singapores seneste forsøg på at inkorporere naturen i storbyen. Den helt store attraktion er de 25-50 meter høje ståltræer forbundet af hævede gangbroer. Om aftenen forvandler ståltræerne sig til et farverigt lysshow. Der er desuden en regnskovs- og blomsterkuppel komplet med vandfald, sommerfugle og tropisk klima.

Southern Ridge strækker sig over 9 km og forbinder nogle af Singapores mange naturområder og parker via stisystemer, arkitektoniske broer højt hævet over motorvejen, gangbroer gennem naturen samt af en 280 meter hængende bro udspændt mellem trætoppene.

Singapores botaniske have er beliggende ikke langt fra den kendte shoppinggade Orchard Road, men det er som om man befinder sig i en verden langt væk fra materielle goder. Haven er den første af sin art til at komme på UNESCO Verdensarvliste og er især kendt for sine mange prægtige orkide arter.

Oplev selv Singapores sydende, eksotiske byliv med blanding af gammelt og nyt, kinesiske junker i verdens største havn, side om side med moderne containerskibe. Spis kinesisk med pinde eller spis grillmad på nogle af de utallige gadekøkkener. Og er man til shopping, skal man huske et godt optanket kreditkort - man kan få ALT i Singapore!