FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Sandat Glamping Tents, Bali, Ubud - Indonesien

”Glamping” er en sammentrækning af ordene ”glamorous camping” – og Sandat på Bali må på det nærmeste være indbegrebet af glamping!

Kun 3 km fra Ubud – Balis kulturelle hjerte – mødes natur og luksus på ”glamping resortet”, Sandat.

Beliggende midt mellem de grønne risterasser, som Bali er så kendt for, må man på Sandat indimellem knibe sig selv i armen for at forstå, at man ikke er havnet i et postkort. Med jungle til den ene side og rismarker til den anden, føler man sig langt væk fra alting. Man vækkes til lyden af fuglesang om morgenen og indimellem kvækker frøerne melodisk om natten, men det forstærker kun fornemmelsen af at være langt væk fra hverdagens stress og jag. Hele resortet er bygget i lokale, bæredygtige materialer, hvilket kun gør følelsen af at være i ét med naturen endnu kraftigere – uden at man på noget tidspunkt er nødt til at gå på kompromis med komforten. Og faktisk er der kun godt 10 minutters kørsel ind til Ubud – og resortet tilbyder gratis shuttle hele dagen.

Her er fem luksustelte, som alle er bygget i stil med luksuriøse afrikanske safaritelte tilsat et strejf af toskansk romantik. Med teltenes kanvasvægge, føles nature endnu tættere på, uden at man dog på noget tidspunkt føler det som om, man er på traditionel campingtur. Vil man hellere have fastere vægge, kan man vælge at bo i en af de tre ”lumbungs”, som er helt traditionelle opbevaringshuse til ris, der nu er bygget om til små luksuriøse huse i to etager.

Man skal vælge at bo på Sandat, hvis man vil bo i luksuriøse omgivelser med udsigt til Balis grønne rismarker og den frodige jungle, hvis man vil vågne op til fuglesang om morgenen – og alligevel kun være 10 minutter fra Bali kulturelle centrum.