FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Victoria Falls, Zimbabwe

Dr. David Livingstone "opdagede" dette mægtige vandfald i 1855, og var den første der gjorde verden opmærksom på det spektakulære syn. Han opkaldte vandfaldet efter sin dronning, Victoria, mens de lokale allerede havde givet det navnet "Mosi-oa-tunya" - The Smoke That Thunders.

Uberørt af hvad der ligger forude, flyder Zambezi River stille og roligt ned mod kløften. Men man gør klogt i ikke at følge med for længe, for mægtige kræfter tager over og lader kun én vej tilbage - ud over klippekanten i et brølende inferno. Den 1,7 km lange klippekant sender hvert minut omkring 550.000 m3 vand mellem 90-107 meter ned i slugten Zambezi Gorge. Når Zambezi River er på sit højeste, fra februar til maj, vælter op til 5 millioner m3 vand ud over kanten hvert minut. I denne periode er vandfaldet et frygtindgydende og uforglemmeligt syn.

Victoria Falls ligger på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia og betragtes som et af verdens syv naturlige vidundere. I 1989 blev Victoria Falls Nationalpark i Zimbabwe og Mosi-oa-tunya Nationalpark i Zambia sat på UNESCO’s liste over World Heritage Sites. Det imponerende vandfald hører til blandt verdens tre største, og når de enorme vandmasser er på deres kraftigste er Victoria Falls verdens bredeste vandfald. Kun få steder i verden kan man nyde et skue, som det Victoria Falls byder sine gæster. På flere kilometers afstand kan man se skumsprøjtet, der ligger som en sky over vandfaldet og er med til at give næring til regnskoven, der ligger direkte overfor vandfaldene. Vandfaldet består egentlig af seks fald (Devils Cataract, Main Falls, Horseshoe Falls, Rainbow Falls, Armchair Falls og Eastern Cataract), der kun i perioden februar til maj vokser sammen til ét. I den tørre tid, september - november, er der faktisk kun vand i de tre, og de ses bedst fra den zimbabwiske side.

Selve byen Victoria Falls begyndte at vokse i 1904, da den berømte jernbane, der skulle gå fra Cape Town til Cairo, nåede byen, og broen over Zambezi Gorge blev bygget. I 1906 blev det første hotel bygget - The Railway Hotel. Dette hotel er i dag det smukke victorianske Victoria Falls Hotel. Siden er byen vokset i takt med den stigende turisme og har mistet noget af den koloniale charme, der engang prægede den lille by. Men træder man udenfor centrum, de mange souvenirbutikker og turistfælder, kan man stadig finde det "rigtige Afrika".

Både i Zambia og Zimbabwe er der aktiviteter nok til flere oplevelsesrige dage, og de bedste er koncentreret omkring den mægtige flod. På den øvre del af Zambezi River kan man på et sunset cruise fredfyldt nyde synet af flodheste, elefanter, farvestrålende fugle og ikke mindst den fantastiske solnedgang, hvor himlen eksploderer i et væld af røde og lilla farver. Tidlig morgen, hvor dyrene kommer ned til floden for at drikke, kan det anbefales at tage på en kanotur med guide, der behændigt sørger for behørig afstand til både flodheste og krokodiller.

Hvis man ikke er en hund efter vand, har man også mulighed for at se det hele lidt fra oven. En af de mest populære aktiviteter i Victoria Falls er en 13 minutters helikoptertur, også kaldet "Flight of Angel".

BEMÆRK AT DER SKAL FREMVISES VACCINATIONSKORT FOR GUL FEBER, HVIS MAN HAR VÆRET I ZAMBIA OG REJSER GENNEM SYDAFRIKA HJEM...