FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Sefapane Main Lodge, Phalaborwa - Sydafrika

Sefapane Main Lodge er en rigtig hyggelig lodge beliggende lige op til Kruger Nationalpark og kun 10 minutter fra den lille lufthavn i Phalaborwa. Lodgen har en varm afrikansk stil og atmosfære, og er omgivet af en fantastisk have med store skyggefulde træer, palmer og små søer - et paradis for fugle.

Man kommer ikke til at kede sig på Sefapane Lodge! Der er et væld af udflugter, aktiviteter og selvfølgelig safariture i Kruger National Park. Safari køres i åben jeep både morgen og eftermiddag, og man kan også begive sig ud i bushen til fods sammen med erfarne rangere - en fantastisk oplevelse, hvor man kommer tæt på både flora og fauna - stort som småt. Det kan også anbefales at tage på River Cruise, hvor man sammen med morgenkaffen kan nyde synet af dyrelivet i og ved Olifant River. Og hvorfor ikke slutte dagen med safari, solnedgang og en traditionel sydafrikansk middag i bushen med bål og løvebrøl.

Safariturene er vanedannende, men der er også mulighed for andre udflugter, bl.a. til den smukke Panoramarute omkring Blyde River Canyon, Moholoholo Rehabilitation Centre hvor man kan se truede dyrearter som den afrikanske vilde hund og flere forskellige rovfugle, og en tur til landsbyer i området, hvor man kan få et indblik i dagligdagen blandt de lokale. Kun fem minutters kørsel fra Sefapane ligger Hans Merensky Country Club, hvis 18-hullers golfbane er blandt de bedste i landet. Gæster er velkommen hver dag, og der er gratis transport fra Sefapane. Har man mere lyst til bare at forkæle sig selv, kan man tilbringe et par timer med Body Wraps og Hot Stone Massage i Sefapanes Spa. Eller måske bare slappe af ved poolen og nyde cocktails i poolbaren. Om aftenen serveres lækre menuer i restauranten eller den udendørs "boma" - en perfekt afslutning på dagen.

På Sefapane Main Lodge bor man i traditionelle "rondavels" - små runde hytter. Alle rondavels er hyggeligt møblerede og har en lille veranda, myggenet, aircondition, køleskab og kaffe/te faciliteter. Er man en større familie eller en vennegruppe, er de nyere og luksuriøse Safarihuse ideelle. Her har man en stor lounge med tv og dvd, fuldt udstyret køkken, 2 soveværelser med badeværelse en-suite, gæsteværelse, hems med seng og tv, gæstebadeværelse, udendørs bruser, patio og stor veranda med grill og udsigt over søen. Disse huse ligger lidt væk fra hovedbygningen og har desuden også en fælles pool, selvom der selvfølgelig er fri adgang til alle lodgens faciliteter.

Sefapane Main Lodge er perfekt til både familier, par og venner; og især til dem der ikke "kun" vil på safari. På Sefapane er der nok af forskellige aktiviteter og oplevelser til en uge - og alene lodgen og omgivelserne sætter rammerne for en fantastisk ferie!