Loading…

Johannesburg

Johannesburg begyndte sin storhedstid tilbage i 1866, da en arbejdsløs minearbejder fandt en sten, der bar spor af guld. Dette førte til fundet af et af verdens rigeste naturlige skatkamre, og gav byen sit kælenavn "Gold Capital of the World". I dag er byen Sydafrikas industrielle, kommercielle og financielle centrum, med alt hvad det indebærer. Det meste af forretningslivet er flyttet nordpå, især til de mondæne forstæder Melrose, Rosebank og Sandton. Her ligger store villaer side om side med moderne kontorbygninger og nogle af de største shoppingcentre og flotteste hoteller i hele byen.

Ikke mange ved det – eller interesserer sig for det - men Johannesburg ligger faktisk i verdens største ”by-skov”. Det lægger man især mærke til, når man kører rundt udenfor centrum, hvor parker, grønne områder og træer giver byen et lidt venligere udseende, end den har ry for at være. Johannesburg centrum er ikke er et sted for den "almindelige" turist, og kriminaliteten kan ikke skjules. Men det skal ikke afskrække folk for at gøre et ophold i forstæderne Melrose, Rosebank eller Sandton, hvorfra vi kan arrangere udflugter til Soweto, Pretoria, Sun City & Pilanesberg og Cradle of Humankind (World Heritage Site) - et fantastisk forhistorisk område, hvor man bl.a. kan se hominide fossiler helt op til 3,5 mill år gamle.

Gold Reef City
Omkring 10 minutters kørsel fra centrum ligger Gold Reef City - en rekonstruktion af ”Guldtidens Johannesburg”. Her kan man gå på opdagelse blandt gamle guldminer, minearbejderes huse og museer. Der er også mulighed for at tage turen gennem en mineskakt og se guldprocessen lige fra udvinding af malm, til det flydende guld og guldbarrer. For de mere forlystelsessyge er der et victoriansk tivoli, pubber, tesaloner og opvisning af traditionelle afrikanske stammedanse.
Overfor Gold Reef City ligger The Apartheid Museum, der på en rystende måde giver indblik i tiden med det Apartheid-styre, der rystede hele verden. Indgangen er delt i to – én for hvide og én for sorte, og i de mange showrooms fortælles historien gennem billeder, lyd og effekter. En oplevelse der nok skal sætte sine spor hos de fleste.

Soweto
Kører man mod sydvest, ca. 15 km fra Johannesburg centrum, langt væk fra skyskraberne, de store indkødscentre, fine restauranter og femstjernede hoteller, finder man Soweto – SOuth WEstern TOwnship. Dette byområde, der dækker et område på godt 65 km2, menes at huse omkring 2 mio sorte indbyggere, tilhørende 9 forskellige etniske grupper, hvoraf zulu og xhosa er de dominerende. En populær definition på en township er ”en bydel med mangel på infrastruktur og essentielle faciliteter”. Den mere positive udlægning er ”en bydel hvor fællesskab kommer før individet”. Dette er Soweto et godt eksempel på.

Soweto var hjertet i kampen mod Apartheid, og er et af de steder i Sydafrika, der fortæller historien bedst. Man kan bl.a. se husene hvor Nelson Mandela og Desmond Tutu engang boede, monumentet for de frygtelige uroligheder der brød løs i Soweto i 1976, Hector Pieterson Museum og The Nelson Mandela Museum.
Men Soweto er også indbegrebet af et farverigt gadeliv med små caféer, fortovsrestauranter og markeder, hvor man finder alt lige fra høns og frugter til plasticdimser og alternative frugtbarhedsmidler. Der er en smilende befolkning, der gerne bryder ud i sang og dans, og hvis livsmod og sprudlende humør, mange kunne lære af.

Husene i Soweto spænder fra pæne murstenshuse med alle basale faciliteter til nødtørftige blikskure, hvoraf de sidstnævnte er i overtal. Fattigdom og kriminalitet er desværre også en del af hverdagen, men heldigvis er der kræfter, der til stadighed arbejder på bedre forhold for de mange dårligt stillede. Ved Soweto ligger Baragwanath Hospital, der menes at være den sydlige halvkugles største hospital. Det er ikke bare sydafrikanere, der kommer for at blive behandlet her, men også folk fra lande så langt væk som Nigeria. Det menes dog, at 80-85% af befolkningen i Soweto går til de traditionelle „heksedoktorer“, der ses mange steder i bydelen.

Udvalgte udflugter i Johannesburg

{{activity.CountryTitle}}

{{activity.Title}}

{{activity.Teaser}}

Udvalgte hoteller i Johannesburg

{{hotel.CountryTitle}}

{{hotel.Title}}

{{hotel.Teaser}}

Læs mere