FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Cidade Velha, Santiago

Der boede ingen mennesker på øerne, da portugiserne opdagede dem, og der var derfor frit valg, når der skulle vælges base. Med den strategiske beliggenhed for sejlruterne til Indien og siden hen til "den ny verden", Sydamerika, var det oplagt, at lave en base her. Den første by blev lagt ved Ribeira Grande og fik navn efter stedet. Det var først, da øens befolkning opgav den gamle by og flyttede, at byen fik sit nuværende navn. Direkte oversat betyder Cidade Velha "Den gamle by" og dette var den første større bosættelse på øerne. Man valgte at slå sig ned i Ribeira Grande, hvor en lille sort strand gav mulighed for at sætte et skib i land, og hvor en kilde længere ind i slugten bragte ferskvand til forsyning af skibene.

Vasco da Gama var forbi på vej til Indien og sidenhen Columbus. Byen voksede, og allerede i 1572 blev den udnævnt til Cidade (by) og fik 12 kanoner og en biskop med egen katedral. En by af en sådan betydning tiltrak dog også pirater. Sir Francis Drake plyndrede byen i 1582, og sidenhen blev byen bombet i 1712 af den franske Pirat Jacques Cassard.

Byen er udnævnt af UNESCO til verdens kulturarv. På piskepladsen, eller Pelourinho, finder man små salgsboder med kunsthåndværk, og helt fremme i første række ned mod stranden ligger der et par hyggelige caféer.