FÅ SKRÆDDERSYEDE REJSER AF DIN PERSONLIGE REJSEKONSULENT

Skriv til os eller ring på 70 270 370 for at høre mere!

Central Kalahari Game Reserve, Botswana

Kalahari-ørkenen, der strækker sig gennem syv lande – Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Zambia, Angola og Congo - er ikke en "klassisk" ørken, som vi kender den fra Sahara. Det er nærmere et stort område af sandaflejringer, der - til forskel fra Sahara - er forholdsvis rigt på træer og buske, har områder med endeløse græssletter og i regntiden gennemløbes af flygtige floder og vandløb.
Central Kalahari Game Reserve, der dækker et område på næsten 53.000 km2, er verdens andet største vildtreservat. Landskabet varierer fra træbevoksede sandklitter i nord, til flat buskland i den centrale del og tættere mopaneskov i syd.

Efter sommerregnen, når græsset spirer og vandhuller dannes, er de store åbne sletter omkring Deception Valley et fascinerende syn. Tusindvis af gnuer, springbuk og gemsbok strømmer til, og i kølvandet på dem løver, geparder, hyæner og sjakaler. Det er uden tvivl en af Afrikas største dyreoplevelser, hvis lige man kun finder under The Big Migration i Serengeti og Masai Mara.

Udover det fantastiske landskab gemmer Central Kalahari Game Reserve på en stor kulturhistorisk arv – San-folket eller San Bushmen. De har levet i området de sidste 30.000 år, og reservatet blev oprindeligt oprettet for at beskytte dette folks hurtigt svindende jagtområder. I dag lever San-folket hovedsageligt i reservatets sydlige del, og der er ikke meget tilbage af deres oprindelige levevis. Men forfædrenes viden om naturen og overlevelse i ørkenen, alle historierne fra dengang lever videre i nutidens generation.