På trods af en isoleret beliggenhed er byen Ayacucho uden tvivl på andenpladsen efter Cuzco på listen over fascinerende byer i Perus Andesbjerge. Den blev grundlagt i 1539 af spanierne, og har bevaret den koloniale charme med mange velbevarede bygninger, som er åbne for besøg. Der findes nok ikke en by i hele Sydamerika med flere kirker end Ayacucho; Hele 33 kirker har givet den tilnavnet "Kirkernes By". I omegnen finder man desuden flere interessante steder, som for eksempel landsbyen og slagmarken ved Quinua, der ofte kombineres med et besøg ved Wari ruinerne.