New Zealands sydø er for mange danskere den mest spektakulære ø. Her er bjergene højest og fjordene dybest, og her er hvaler og pingviner - og verdens eneste fastlands-ynglingskoloni for albatrosser.

Abel Tasman National Park er New Zealands mindste nationalpark. Den største er Fiordland National Park helt mod syd, hvor man finder de dybe fjorde Milford Sound og Doubtful Sound. En række af New Zealands bedste vandreture (både endags- og flerdagsture) findes i området omkring Fiordland.

Den new zealandske sydø er delt på midten af en bjergkæde. Vest for bjergene finder man den smukke West Coast, hvor bølgerne ubønhørligt hamrer ind mod de grønne, mosbeklædte klipper. Nogle steder falder her årligt op mod 8 meter regn! Det er også her, de to gletsjere Fox og Franz Josef rammer regnskoven - et ganske unikt syn. Øst for bjergkæden ligger store landbrugsområder.

Christchurch ligger også på den østlige side af Sydøen. Byen blev voldsomt ødelagt af de store jordskælv i 2010 og 2011, men er langsomt ved at blive bygget op igen.

Syd for Christchurch ligger Dunedin, som siges at være den mest skotske by udenfor Skotland.

Aktivitetsmekkaet, Queenstown er et absolut "must", når man er i New Zealand. Her kan man springe bungy jump, rulle ned af en bjergside mens man ligger inde i en plastikbold - eller man kan bare nyde den fænomenale udsigt over søen og bjergene. Her kan man sagtens bruge flere dage.

Man må heller ikke snyde sig selv for Wanaka, som på en måde er Queenstown diametrale modsætning. Her er ro og fred - men naturen og udsigten til bjergene er mindst lige så ... bjergtagene. Så her bør man også være et par dage....